Idag vågnede jeg op til en hvid verden. En verden hvor alt var dækket af et tyndt lag pulversne. Selv alle grene og kviste var dækket af glitrende rimfrost. Jeg elsker synet af skoven, når sneen langsomt daler ned og når himlen er så tyk og hvid af sne at himmel og jord går i ét.
Jeg valgte at gå en tur i skoven, trods den bidende kulde. Det var herligt at gå der og høre de frosne blade knase under fødderne og blive ramt af små snefnug i ansigtet, som smeltede langsomt på huden. Når man kiggede ned var det hvidt, når man kiggede op var det hvidt. Man kunne se massevis af spor både fra dyr og mennesker i sneen, så selv om jeg gik der kun i mit eget selskab, følte jeg mig ikke alene.
Jeg har endelig fået snakket med min mor og fået hende overtalt til at tage i kirke juleaften. Vi gjorde det ikke sidste år, da mit forslag om det blev nedstemt, men i år gav hun sig så og sagde at hvis det ville gøre mig glad, så kunne vi godt tage i kirke. Det er jeg utrolig glad for, for jeg føler at der mangler noget den dag, hvis ikke man har aflagt et besøg i kirken.
Som jeg så ofte har nævnt, synes jeg nemlig at det er helt ulogisk at kun være selvcentreret lige netop på denne dag, da det jo rent faktisk er Jesus Kristus' fødsel som vi fejrer.
Jeg er mange gange i år blevet spurgt om hvad jeg har af juleønsker i år, og jeg har alle gange haft meget svært ved at svare, da jeg ikke ønsker mig noget, sådan rigtigt. Jeg ønsker mig selvfølgelig et kamera, noget varmt tøj og en ny computer, men jeg ved at jeg pga. min families planlagte budget ikke fra noget af elektronikken og jeg vil helst frabede mig fra at andre mennesker køber mit tøj, da de næsten aldrig kan ramme min størrelse. Så derfor har min ønskeliste i år været tom for materielle ting.
Men da jeg så satte mig ned og tænkte over, hvad der kunne være det bedste der skete for mig her til jul, så kom jeg faktisk frem til et par ting, trods min tvivl. Jeg ønsker mig mest af alt at år 2011 bliver bedre end dette år har været. Dette år har været fyldt med sygehuse, tvang, gråd, sygdom, kampe og nedture, som jeg meget nødig ville gennemgå igen til næste år. Samtidig har dette år for mig været meget ensomt og koldt, og jeg har virkelig flere gange i år haft meget svært ved at finde livets værdi. Jeg mener dog at jeg for tiden kæmper for at finde den igen, jeg prøver virkelig at sætte pris på ting der gør mig glad og prøve at bevare humøret trods nedgange og svigt.
Jeg ønsker mig også et bevis. Et relativt bevis på at kærlighed eksisterer i min verden også. Jeg ønsker mig evnen til at kunne holde af et andet mennesker igen. Evnen til at kunne stole på at hvad andre fortæller mig er sandt, istedet for at jeg oppe i mit hovede skal forvrænge deres sætninger til negativt ladede kritikker af mig som person. Jeg håber på igen at kunne knytte mig til andre, skabe eller genskabe venskaber, som er forsvundet. Jeg ønsker at kunne gøre andre mennesker glade, blot ved dét at jeg er tilstede, i live eller bare er til. Jeg ønsker at nogen vil komme til at holde af mig, eller bare værdsætte den personlighed som jeg har gemt inderst inde.
Jeg vil så gerne have at nogen kan se ud over min syge side, mine fejl, mine alt for høje krav til mig selv og mine tvangs tanker. Jeg kan lige i øjeblikket kun drømme om at være elsket og det vil jeg ændre. For selv om jeg måske er elsket af nogen her på kloden, så er jeg i min nuværende tilstand ikke i stand til at tro på at det er en sandhed når jeg får det fortalt. Jeg er meget mistroisk, meget kristisk og alt for bange til at kunne leve et normalt liv.
Jeg ønsker mig en personlighed igen, ligesom Pinocchio ønsker jeg mig mest af alt at være et rigtigt menneske, med følelser, humor og livsglæde.
Take Care.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar