29.01.2011

Det er efterhånden ved at være et stykke tid siden at jeg har skrevet et indlæg, nu hvor jeg tænker over det, men der er sket så meget for tiden at alt mit overblik og lyst har været en smule ikke-tilstedeværende i noget tid. Og jeg er ikke lige i humøret til at komme med hele historien på nuværende tidspunkt, da det stadig føles som et kæmpe nederlag for mig.

Jeg sad igår i aftentimerne og tænkte lidt over udtrykket ensomhed. For der er faktisk en del forskel på at være ensom og at være alene. Du kan sagtens være helt alene med dig selv, uden at føle dig ensom, ligesom at du kan være omgivet af mennesker, men stadig føle dig ensom. Alene er noget man er i rent fysisk tilstand, imens at ensom er en sindstilstand.
Og skal jeg selv sige det, så vil jeg hellere føle med ensom, når jeg rent faktisk er alene, end at føle ensomhedens tag i mig, når der er mennesker omkring mig. Jeg synes at det gør ondt og er meget krævende at føle sig ensom trods at andre mennesker er tilstede. Det får mig til at føle mig håbløs. Uduelig. Forladt. Som om at ingen kan forstå mig.

Men desværre synes jeg ofte at jeg føler på den måde. Jeg får ofte at vide at jeg er god til at forklare mig, beskrive hvad jeg føler og sætte ord på hvad jeg går og tumler med inde i hovedet. Problemet kommer bare dér, hvor at de selvom jeg forklarer det nok så grundigt, ikke forstår det rigtigt alligevel. Jeg har rigtig mange problemer med tillid, accept af egen person, perfektionisme og kraft til at sige fra. De ting er mine allerstørste laster i livet, udover min livsstil, anoreksi.

Jeg lider ikke af nogen former for fysisk afhængighed, ligesom nogen gør af cigaretter eller trangen til Coca Cola eller tyggegummi. Absolut intet har jeg der, heller ikke den medicin som at jeg er på, den er jeg udelukkende på for ikke at falde hen i depression på ny. Den er ligesom bare gelænderet på min trappe.

Så min største fjende og min bedste ven, er ensomheden. Ensomheden som stille og roligt sniger sig ind på mig bagfra og overvælder mig med dets mørke og dystre tanker. Jeg isolerer mig fra omverdenen, bilder mig selv og andre ind at jeg har det fantastisk, men bare ikke lige har overskud til at være social. Men indeni gør det ondt. En smerte der gennemborer alle mine organer, skjuler alle mine følelser i en lille kasse hvor nøglen for længst er som sunket i havet. Jeg åbner ikke op, men alligevel fortæller jeg dem hvad de vil vide. Jeg fortæller dem alt hvad de søger svar på, uden at blotte mig selv. Jeg fortæller aldrig hele sandheden, jeg sørger altid for at have en grænse, så jeg ikke får åbnet op for det som virkelig nager mig. det som ligger så dybt, at jeg selv har glemt hvad det består af. Det evige mørke som altid ligger i mig og piner mig med ritualer og tanker, krigen i mit hovede, hver evig eneste dag. Dét mørke som jeg selv tillader mig at kalde min tilværelse.

Det slog mig også her den anden aften at jeg fandt en masse ord der rimede, så jeg prøvede bare at sætte dem sammen i en rækkefølge der faldt mig ind og det ville jeg da også lige vedhæfte på dette indlæg:

Fortæl mig hvordan og hvornår
Fortæl mig hvem og hvorfor
Stil mine spørgsmål til dem der forstår
Giv mine planer til dem som formår
At hjælpe mig på vej inden tiden den går
Måned efter måned, år efter år

Jeg giver og giver, men intet får
Og derfor intet i livet jeg når

Skift min bandage, hel mine sår
Løs mine lænker, klip mit hår
Gør alt dette, før at jeg forgår.

Det var alt hvad jeg havde at sige for nu.
Take Care.

1 kommentar:

  1. Hejsa(-:
    Da jeg ikke kan finde ud af at sende beskeder herinde(hvis man kan det) så bliver jeg lige nød til at skrive det til dig her :-D
    Jeg har nomineret dig til "Versatile blogger award" og du kan se mere om det inde på mit sidste blogindlæg(-:

    SvarSlet