The healthiest response to life is joy
Jeg står i en lille lejlighed, omgivet af alle slags kæledyr man kan forestille sig. Kaniner, katte, hunde, papegøjer, alle mulige forskellige dyr. Jeg tager et skridt til højre for at stryge en gråstribet kat over ryggen, men i det samme jeg rører den forvandles den som med et trylleslag, til støv. Jeg træder forskrækket tilbage og støder en i en lille Golden Retriever, hvorefter den også bliver til støv. Få sekunder efter er hele lokalet fyldt med støv og der er ingen dyr tilbage. Pludselig forsvinder lokalet omkring mig og jeg står på en lavvandet strand med en veninde. Hun sakker løs om at vi skal finde modgiften på biblioteket og jeg følger bare efter, alt for forvirret til at forstå hvad hun mener. Vi går i vandkanten med gummistøvler på og af og til bukker hun sig ned, og plukker en lille plante på sandbunden, som hun lægger i en flettet kurt, som hun bærer over armen. Endelig står vi udenfor en stor port med en skilt hvor der står "Bibliotek". Vi går derind og begynder at lede alle boghylderne igennem for at finde modgiften, men den er ikke så nem at finde. Vi beslutter os for at holde en pause og tage noget at spise. Vi finder et glas abrikos marmelade frem og begynder så at spise af det. Helt uden at vi bemærker det kommer en kvindelig bibliotekar gående og jeg bliver meget forskrækket da hun prikker mig på skulderen med en spids fingernegl og meget fornærmet spørger hvad det er vi laver. Vi svarer at vi prøver at finde modgiften og lige da vi har udtalt ordene, bryder hun ud i en høj, dyb latter og som ved et trylleslag står jeg pludselig på en stentrappe udenfor den lejlighed med dyrene, som jeg var i før. Og ovre en en anden stentrappe 2 meter fra mig, står Lilly og Oliver fra Hannah Montana og vinker til mig og byder mig velkommen i kvarteret, som var jeg deres nye nabo. Og jeg står bare på min stentrappe og stirrer fortabt ud i luften, imens jeg vinker til dem.
28.10.2010 - UNDSKYLD
Først, undskyld. Jeg har ikke skrevet herinde alt for længe, men jeg har en god grund. Jeg er nemlig begyndt at skrive lidt ned i hånden i min notesbog, da jeg ikke har været alt for meget ved min computer her på det sidste. Men det betyder så bare at der er sket så meget nu, at jeg nok skriver en langt indlæg.
Well, i mellemtiden har jeg haft en god periode og en dårlig periode. Jeg har haft rigtig svært ved at fokusere på det positive ved livet og bare prøve at få det bedste ud af det hele. Men hey, jeg er her endnu og det er vel det vigtigste.
Jeg var til en Lady GaGa koncert i Herning d. 20 oktober og hold da helt op, hvor er hun et fantastisk menneske. Jeg stod flere gange og græd øjnene over det hun sagde, for det ramte bare lige i hjertet på mig. Hun inspirerede mig virkelig til at fortsætte og ikke at opgive kampen trods al den modgang jeg får til tider, for livet udenfor er mere værd, du skal bare lige finde hen til det først. Alle skal have en chance og alle har ret til at føle at de har lov til at være til, lige meget hvad.
Hun gik rigtig meget op i at alle følte sig velkomne til koncerten og det gjorde den virkelig til noget helt specielt, for jeg følte mig virkelig levende, da jeg stod der ved siden at Lotte, sang og dansede og jeg følte mig så levende, som jeg ikke har gjort i flere år. Jeg følte at jeg virkelig var til og at der var en mening med det. At jeg ikke bare var til for at være til, men fordi at jeg havde ret til det, fordi at jeg hørte til! Tak Lady GaGa, du gav mig en ny chance som jeg har tænkt mig at udnytte. Ikke alle er så heldige at få en chance til, så fordi jeg var en af dem der gjorde, så vil jeg nu lære at leve igen, og have det godt med det.
En anden ting der er sket er jo at i den tid jeg ikke har fået blogget, er jeg jo blevet ældre. Ja, jeg har haft fødselsdag, 16 år, jeg føler mig slet ikke forandret overhovedet. Hm, men det går jo nok alt sammen, bortset fra at jeg nu skal betale for voksenbillet i både tog og bus og det har jeg bestemt ikke lige en god nok økonomi til.
Dog kan jeg også købe alkohol offentlig UDEN falsk ID, det er da altid et plus, selvom jeg ikke drikker og derfor ikke kan bruge det til noget som helst. Jeg kan få knallert kørekort og knallert, hvilket jeg heller ikke har lyst til så det gør heller ikke den store forskel. Men det er jo godt nok.
Jeg har derudeover fået en ny yndlings-quote, hvilket jeg får ret ofte, men alligevel. Den lyder således: Når man ser døden i øjnene, opdager man livets værd. SÅ RIGTIGT. Jeg har måske ikke set døden i øjnene, Ok, men jeg har saftsuseme været langt ude og det synes jeg har været nok. Jeg har været der hvor alt ser håbløst ud, og var der ikke nogen der nærmest havde bundet mig på hænder og fødder, så havde jeg ikke været her idag. Jeg ville ikke mere, jeg følte ikke at der var noget der var værdifuldt længere. Heldigvis er jeg nu overbevist om noget andet, at der findes et bedre liv uden en spiseforstyrrelse eller en depression og jeg vil hver eneste dag kæmpe for at nå det liv, den tilværelse. Jeg har nu spildt 4 år på depression og 2½ år på spiseforstyrrelsen, så nu må det snart være min tur til at have det bare en smule bedre.
Så husk alle sammen, alle skal have en chance og alle, jeg gentager ALLE har ret til at være til, for at mennesket er unikt.
Take care.
Well, i mellemtiden har jeg haft en god periode og en dårlig periode. Jeg har haft rigtig svært ved at fokusere på det positive ved livet og bare prøve at få det bedste ud af det hele. Men hey, jeg er her endnu og det er vel det vigtigste.
Jeg var til en Lady GaGa koncert i Herning d. 20 oktober og hold da helt op, hvor er hun et fantastisk menneske. Jeg stod flere gange og græd øjnene over det hun sagde, for det ramte bare lige i hjertet på mig. Hun inspirerede mig virkelig til at fortsætte og ikke at opgive kampen trods al den modgang jeg får til tider, for livet udenfor er mere værd, du skal bare lige finde hen til det først. Alle skal have en chance og alle har ret til at føle at de har lov til at være til, lige meget hvad.
Hun gik rigtig meget op i at alle følte sig velkomne til koncerten og det gjorde den virkelig til noget helt specielt, for jeg følte mig virkelig levende, da jeg stod der ved siden at Lotte, sang og dansede og jeg følte mig så levende, som jeg ikke har gjort i flere år. Jeg følte at jeg virkelig var til og at der var en mening med det. At jeg ikke bare var til for at være til, men fordi at jeg havde ret til det, fordi at jeg hørte til! Tak Lady GaGa, du gav mig en ny chance som jeg har tænkt mig at udnytte. Ikke alle er så heldige at få en chance til, så fordi jeg var en af dem der gjorde, så vil jeg nu lære at leve igen, og have det godt med det.
En anden ting der er sket er jo at i den tid jeg ikke har fået blogget, er jeg jo blevet ældre. Ja, jeg har haft fødselsdag, 16 år, jeg føler mig slet ikke forandret overhovedet. Hm, men det går jo nok alt sammen, bortset fra at jeg nu skal betale for voksenbillet i både tog og bus og det har jeg bestemt ikke lige en god nok økonomi til.
Dog kan jeg også købe alkohol offentlig UDEN falsk ID, det er da altid et plus, selvom jeg ikke drikker og derfor ikke kan bruge det til noget som helst. Jeg kan få knallert kørekort og knallert, hvilket jeg heller ikke har lyst til så det gør heller ikke den store forskel. Men det er jo godt nok.
Jeg har derudeover fået en ny yndlings-quote, hvilket jeg får ret ofte, men alligevel. Den lyder således: Når man ser døden i øjnene, opdager man livets værd. SÅ RIGTIGT. Jeg har måske ikke set døden i øjnene, Ok, men jeg har saftsuseme været langt ude og det synes jeg har været nok. Jeg har været der hvor alt ser håbløst ud, og var der ikke nogen der nærmest havde bundet mig på hænder og fødder, så havde jeg ikke været her idag. Jeg ville ikke mere, jeg følte ikke at der var noget der var værdifuldt længere. Heldigvis er jeg nu overbevist om noget andet, at der findes et bedre liv uden en spiseforstyrrelse eller en depression og jeg vil hver eneste dag kæmpe for at nå det liv, den tilværelse. Jeg har nu spildt 4 år på depression og 2½ år på spiseforstyrrelsen, så nu må det snart være min tur til at have det bare en smule bedre.
Så husk alle sammen, alle skal have en chance og alle, jeg gentager ALLE har ret til at være til, for at mennesket er unikt.
Take care.
17.10.2010
Jeg har ikke fået skrevet i nogen dage nu, ikke fordi jeg ikke havde tid eller andre dårlige undskyldninger, jeg havde bare ikke noget at skrive om.
Men nu, lige nu og her, dukkede der et emne op. Jeg ved godt hvorfor det dukkede op, men det er ikke det der betyder noget lige nu.
Jeg har tænkt over, hvor længe er det lovligt at savne? Må man godt blive ved med at holde af personen og savne dem, selvom de er kommet videre? Hvad er det der gør det så svært at give slip og bare acceptere at det gik som det gik, og at det aldrig kan gøres om?
Det er så svært at glemme, når smerten i brystet er så stor at den får dig til at krybe skælvende sammen og lade tårerne flyde over. Når smerten fylder så meget i dig at du slet ikke kan stoppe tårestrømmen igen og du bare har lyst til at drive væk fra dig selv og forsvinde, blive til ingenting. Du har lyst til at give op, kaste dig til jorden og tigge om forladelse, bede om at blive elsket igen, holdt om igen. Du vil give alt, uden grænser overhovedet, for bare et blik, et smil eller bare et kram fra den det omhandler. Du er villig til at opgive alt for bare at glemme, for at miste det i din hukommelse der gør dig så ked af det. Men set fra andre øjne, betyder minderne alt for dig og du ville ikke leve foruden. Men hvad er gode minder værd, når de hver eneste gang du genopfrisker dem for dig selv, gør dig så ked af det at du ville ønske at de aldrig havde eksisteret?
Hvorfor skal vi have følelser, grine og græde? Det er det der gør os skrøbelige og svage, men samtidig det der gør os unikke og menneskelige. Selvom mage ofte ønsker at de var foruden følelser, så ville meget få undvære dem i praksis. Tanken om aldrig at kunne være glad, føle lykke eller bare grine igen, kan gøre mig helt sørgmodig.
Men ja, også jeg drømmer tit om at få hård hud på nerverne, at kunne glemme og komme over det der gør ondt hurtigst muligt. For det er hårdt at græde, hårdt at føle smerte i længere tid.
Men spørgsmålet er, hvor mange tårer er det tilladt at græde? Hvor meget saltvand har hvert menneske fået tildelt til et liv? Er der en grænse? For hvis der er, er jeg bange for at jeg ikke vil have mulighed for at græde i den sidste halvdel af mit liv.
Take care.
Men nu, lige nu og her, dukkede der et emne op. Jeg ved godt hvorfor det dukkede op, men det er ikke det der betyder noget lige nu.
Jeg har tænkt over, hvor længe er det lovligt at savne? Må man godt blive ved med at holde af personen og savne dem, selvom de er kommet videre? Hvad er det der gør det så svært at give slip og bare acceptere at det gik som det gik, og at det aldrig kan gøres om?
Det er så svært at glemme, når smerten i brystet er så stor at den får dig til at krybe skælvende sammen og lade tårerne flyde over. Når smerten fylder så meget i dig at du slet ikke kan stoppe tårestrømmen igen og du bare har lyst til at drive væk fra dig selv og forsvinde, blive til ingenting. Du har lyst til at give op, kaste dig til jorden og tigge om forladelse, bede om at blive elsket igen, holdt om igen. Du vil give alt, uden grænser overhovedet, for bare et blik, et smil eller bare et kram fra den det omhandler. Du er villig til at opgive alt for bare at glemme, for at miste det i din hukommelse der gør dig så ked af det. Men set fra andre øjne, betyder minderne alt for dig og du ville ikke leve foruden. Men hvad er gode minder værd, når de hver eneste gang du genopfrisker dem for dig selv, gør dig så ked af det at du ville ønske at de aldrig havde eksisteret?
Hvorfor skal vi have følelser, grine og græde? Det er det der gør os skrøbelige og svage, men samtidig det der gør os unikke og menneskelige. Selvom mage ofte ønsker at de var foruden følelser, så ville meget få undvære dem i praksis. Tanken om aldrig at kunne være glad, føle lykke eller bare grine igen, kan gøre mig helt sørgmodig.
Men ja, også jeg drømmer tit om at få hård hud på nerverne, at kunne glemme og komme over det der gør ondt hurtigst muligt. For det er hårdt at græde, hårdt at føle smerte i længere tid.
Men spørgsmålet er, hvor mange tårer er det tilladt at græde? Hvor meget saltvand har hvert menneske fået tildelt til et liv? Er der en grænse? For hvis der er, er jeg bange for at jeg ikke vil have mulighed for at græde i den sidste halvdel af mit liv.
Take care.
11.10.2010
Mandag, ny ugestart.
Det er virkelig ved at blive vinter nu, vinder går lige igennem marv og ben. Men det gør mig ikke noget, kulden og efterårstræerne har deres helt egen charme og landskabet er egentlig ret så smukt.
Denne morgens naturoplevelse:
Jeg gik en tur nede ved vandet, det var stadig tusmørke. Ude på det sorte blanke vand lå en grålig tåge som et tykt tæppe hen over overfladen. Markerne dampede og dugperlerne hang i hvert et græsstrå. Hver gang en vind ramte træerne, raslede det ned med blade. Ænderne havde samlet sig i en mindre flok i vandkanten og blishøns dykkede efter små planter på havbunden. Kulden var bidende kold og både fingre og kinder blev rødlige af gåturen, men det var det værd!
Hele weekenden har jeg brugt på at arbejde, hvilket vil sige penge i kassen. Min mor udbrød pludseligt; tid er penge! Er tid penge? Jamen hvis tid er penge, er penge så tid? Altså hvis du har mange penge så kan du alt hvad du vil, nå hvad du vil og nyde tiden? Eller at du ingen tid har hvis du har penge? Eller at man skal have tid for at få penge, eller at man først får tid efter man haar tjent penge? Jeg synes at det er en smule forvirrende, da jeg bestemt ikke mener at medmindre man lever i dyb nød pga. af fattigdom, så har penge absolut intet med hvor lykkelig ens tilværelse, er at gøre. Men jeg brugte i hvertfald tid og fik penge og de penge kan jeg så senere bruge på gode tider.
Idag skal jeg så være sammen med en veninde, Maria, som jeg ikke har set i noget tid. Det bliver herligt at se hende, men det er så længe siden at jeg har været sammen med en veninde at jeg har glemt hvad man laver? Kan man få tiden til at gå bare ved at snakke med dem eller kommer der til at være pinlig tavshed det meste af tiden, pga. min for tiden manglende fantasi og opfindsomhed? Jeg håber på det bedste.
Alle snakker om efterårsferien, den er jo også lige om hjørnet, og ja, jeg håber da også at den bliver til at holde ud. Jeg har jo hvertfald en Lady GaGa koncert med pigerne, en mulig fest og en fødselsdag. Så jo, hvem ved? Men altså, i min verden er der jo lige for tiden ikke særlig meget forskel på ferie, weekend og hverdag, da jeg ikke går i skole. Jeg har selvfølgelig arbejde, guitar og drama, men det skaber bare ikke en hel hverdag, men det kommer jo nok igen.
Nok for idag, eller nej vent. Jeg ønskede faktisk noget d. 10.10.2010 kl. 10.10.10, men jeg har ikke tænkt mig at røbe det, så går det jo ikke i opfyldelse.
Take care.
Det er virkelig ved at blive vinter nu, vinder går lige igennem marv og ben. Men det gør mig ikke noget, kulden og efterårstræerne har deres helt egen charme og landskabet er egentlig ret så smukt.
Denne morgens naturoplevelse:
Jeg gik en tur nede ved vandet, det var stadig tusmørke. Ude på det sorte blanke vand lå en grålig tåge som et tykt tæppe hen over overfladen. Markerne dampede og dugperlerne hang i hvert et græsstrå. Hver gang en vind ramte træerne, raslede det ned med blade. Ænderne havde samlet sig i en mindre flok i vandkanten og blishøns dykkede efter små planter på havbunden. Kulden var bidende kold og både fingre og kinder blev rødlige af gåturen, men det var det værd!
Hele weekenden har jeg brugt på at arbejde, hvilket vil sige penge i kassen. Min mor udbrød pludseligt; tid er penge! Er tid penge? Jamen hvis tid er penge, er penge så tid? Altså hvis du har mange penge så kan du alt hvad du vil, nå hvad du vil og nyde tiden? Eller at du ingen tid har hvis du har penge? Eller at man skal have tid for at få penge, eller at man først får tid efter man haar tjent penge? Jeg synes at det er en smule forvirrende, da jeg bestemt ikke mener at medmindre man lever i dyb nød pga. af fattigdom, så har penge absolut intet med hvor lykkelig ens tilværelse, er at gøre. Men jeg brugte i hvertfald tid og fik penge og de penge kan jeg så senere bruge på gode tider.
Idag skal jeg så være sammen med en veninde, Maria, som jeg ikke har set i noget tid. Det bliver herligt at se hende, men det er så længe siden at jeg har været sammen med en veninde at jeg har glemt hvad man laver? Kan man få tiden til at gå bare ved at snakke med dem eller kommer der til at være pinlig tavshed det meste af tiden, pga. min for tiden manglende fantasi og opfindsomhed? Jeg håber på det bedste.
Alle snakker om efterårsferien, den er jo også lige om hjørnet, og ja, jeg håber da også at den bliver til at holde ud. Jeg har jo hvertfald en Lady GaGa koncert med pigerne, en mulig fest og en fødselsdag. Så jo, hvem ved? Men altså, i min verden er der jo lige for tiden ikke særlig meget forskel på ferie, weekend og hverdag, da jeg ikke går i skole. Jeg har selvfølgelig arbejde, guitar og drama, men det skaber bare ikke en hel hverdag, men det kommer jo nok igen.
Nok for idag, eller nej vent. Jeg ønskede faktisk noget d. 10.10.2010 kl. 10.10.10, men jeg har ikke tænkt mig at røbe det, så går det jo ikke i opfyldelse.
Take care.
06.10.2010
I dag har været anderledes, ikke bare en i mængden, herligt! Jeg har tilbragt det meste af dagen i København hos min tante og min fætter og kusine på 10 måneder. Åh, små børn er bare guds gave. Det gør mig virkelig glad at se sådan en lille skabning med store blå øjne, smile med hele sit tandløse smil til mig.
Jeg kom lidt til at tænke over hvor fantastisk det egentlig er med små børn. De er som en perfekt kopi af et menneske, alt er bare utrolig småt. Fingre, næse, ører og bittesmå fødder. Tænk at vi ved noget så simpelt som et samleje kan være i stand til at skabe noget så unikt, noget der har sit helt eget liv, sin helt egen personlighed? Et lillebitte hjerte der slår og pumper blod rundt i bittesmå blodårer. To små klare øjne der åbnes og udstråler undring og glæder. Den rene nysgerrighed. Er der noget bedre end små børn og den utrolig følelse de giver en indeni?
De er ikke i stand til at sige et ord, give en et kram eller en anden form for kærtegn og alligevel viser de så tydeligt, udelukkende ved hjælp af mimik og kropssporg at de elsker en.
Det går så stærkt med dem. For 10 måneder siden vejede de 500 g. og var alt for tidligt født. Nu er de små børn der kan sidde, pludre, råbe, kravle og grine helt uden besvær. Tiden løber fra mig, jeg kan ikke følge med.
Iben og Emil, I er de skønneste.
Nu må i have mig undskyldt, jeg skal se Skins.
Take care.
Jeg kom lidt til at tænke over hvor fantastisk det egentlig er med små børn. De er som en perfekt kopi af et menneske, alt er bare utrolig småt. Fingre, næse, ører og bittesmå fødder. Tænk at vi ved noget så simpelt som et samleje kan være i stand til at skabe noget så unikt, noget der har sit helt eget liv, sin helt egen personlighed? Et lillebitte hjerte der slår og pumper blod rundt i bittesmå blodårer. To små klare øjne der åbnes og udstråler undring og glæder. Den rene nysgerrighed. Er der noget bedre end små børn og den utrolig følelse de giver en indeni?
De er ikke i stand til at sige et ord, give en et kram eller en anden form for kærtegn og alligevel viser de så tydeligt, udelukkende ved hjælp af mimik og kropssporg at de elsker en.
Det går så stærkt med dem. For 10 måneder siden vejede de 500 g. og var alt for tidligt født. Nu er de små børn der kan sidde, pludre, råbe, kravle og grine helt uden besvær. Tiden løber fra mig, jeg kan ikke følge med.
Iben og Emil, I er de skønneste.
Nu må i have mig undskyldt, jeg skal se Skins.
Take care.
05.10.2010
Som tiden dog går. Jeg fik ikke skrevet (igen) igår, typisk. Og ja, denne gang har jeg endda ikke en god undskyldning for ikke at gøre det, jeg fik det bare ikke gjort.
Jeg har ikke lavet særlig meget idag og har derfor kunne bruge meget af den på at tænke, hvilket jeg egentlig holder ret så meget af. Det er dog fantastisk at mennesket er skabt med en så filosofisk hjerne og så mange muligheder til at udnytte den, herligt!
Vindene har nu vendt mod nord og temperaturen er stille og roligt at droppe nedad. Bladene er begyndt at forvandles fra grønne til sprøde, varme orange og brune farver, som om at der har været nogen og suget en smule af livet ud af dem, dog med en hvis ynde. Når den kolde vind rammer træerne med sin hårde hånd, slår den det allersidste liv ud af dem og de daler med vinden mod jorden. På den golde jord ligger de i stakke og hvirvler rundt ved den mindste brise og laver derved en raslende lyd, som tusind bittesmå tap på et vindue. Det er ved at blive efterår og alle kan mærke det.
Jeg gik en tur i det blæsende vejr her i dag og mærkede den kølige vind blæse gennem mit hår. Jeg gik og tænkte på det år der snart og alligevel ikke så snart er til ende. Det er utroligt som tiden, som årene bare flyver fordi, næsten uden at man bemærker det. For ganske kort tid siden var jeg bare en lille pige uden andet end leg og fantasi gemt i hovedet og se mig nu. Næsten 16 år, alt for livsbevidst og alt for gennemtænkende. Barndommen er bare fløjet fordi mig, jeg har gået glip af den.
Da jeg var bare en smule yngre, begyndte jeg at synes at det var unyttigt at lege, jeg ville bare gerne være ældre, tage mere ansvar og få flere glæder ved et mere voksent liv. Og nu står jeg så her, med lysten til at lege, det eneste der mangler er evnen. Jeg har glemt hvordan man leger, hvordan man er lille. Jeg kan ikke huske hvordan man kunne få time efter time til at gå med ganske simple elementer.
Så spørgsmålet er, hvorfor vil man altid være noget andet end man er? Mennesker med naturlige krøller, ønsker naturlig glat hår og omvendt. Lave mennesker vil være højere og høje mennesker vil være lavere. Unge mennesker vil være ældre end de er, mens at vi jo ældre vi bliver bare ønsker at blive yngre igen. Hvorfor kan vi ikke bare acceptere livets gang, acceptere at alting hele tiden forandrer sig og at intet nogensinde vil blive som det var før? Og er det fordi at vi virkelig ønsker at være yngre igen, eller er det frygten for det ukendte der giver os lysten til at vende tilbage til de trygge rammer i fortiden? Er vi måske egentlig bare nervøse eller måske direkte angste for at se fremtiden i øjenene, hvor nødig vi end vil det?
For set fra den ene side er jeg glad for alt hvad jeg har opnået og fået ud af livet hvor jeg er nu. De bekendtskaber jeg har gjort mig, de ting jeg er blevet klogere på og de oplevelser jeg har haft. Det er jo ikke noget jeg er villig til at give fra mig, og det ville jeg jo være nødt til hvis jeg ville være den jeg var før det hele skete. Og set fra den anden side, føler jeg bare at det hele var bedre dengang selv uden alt hvad jeg har prøvet nu.
Men ligemeget hvordan man nu har det med følelsen af at livet stikker af lige for øjnene af én, så må man bare lære at tage det med som en del af livets process, for der er intet at gøre ved det. Man er som man nu engang er, skal vi ikke bare lære at acceptere det istedet for at prøve at være nogen vi ikke er?
Jeg har ikke lavet særlig meget idag og har derfor kunne bruge meget af den på at tænke, hvilket jeg egentlig holder ret så meget af. Det er dog fantastisk at mennesket er skabt med en så filosofisk hjerne og så mange muligheder til at udnytte den, herligt!
Vindene har nu vendt mod nord og temperaturen er stille og roligt at droppe nedad. Bladene er begyndt at forvandles fra grønne til sprøde, varme orange og brune farver, som om at der har været nogen og suget en smule af livet ud af dem, dog med en hvis ynde. Når den kolde vind rammer træerne med sin hårde hånd, slår den det allersidste liv ud af dem og de daler med vinden mod jorden. På den golde jord ligger de i stakke og hvirvler rundt ved den mindste brise og laver derved en raslende lyd, som tusind bittesmå tap på et vindue. Det er ved at blive efterår og alle kan mærke det.
Jeg gik en tur i det blæsende vejr her i dag og mærkede den kølige vind blæse gennem mit hår. Jeg gik og tænkte på det år der snart og alligevel ikke så snart er til ende. Det er utroligt som tiden, som årene bare flyver fordi, næsten uden at man bemærker det. For ganske kort tid siden var jeg bare en lille pige uden andet end leg og fantasi gemt i hovedet og se mig nu. Næsten 16 år, alt for livsbevidst og alt for gennemtænkende. Barndommen er bare fløjet fordi mig, jeg har gået glip af den.
Da jeg var bare en smule yngre, begyndte jeg at synes at det var unyttigt at lege, jeg ville bare gerne være ældre, tage mere ansvar og få flere glæder ved et mere voksent liv. Og nu står jeg så her, med lysten til at lege, det eneste der mangler er evnen. Jeg har glemt hvordan man leger, hvordan man er lille. Jeg kan ikke huske hvordan man kunne få time efter time til at gå med ganske simple elementer.
Så spørgsmålet er, hvorfor vil man altid være noget andet end man er? Mennesker med naturlige krøller, ønsker naturlig glat hår og omvendt. Lave mennesker vil være højere og høje mennesker vil være lavere. Unge mennesker vil være ældre end de er, mens at vi jo ældre vi bliver bare ønsker at blive yngre igen. Hvorfor kan vi ikke bare acceptere livets gang, acceptere at alting hele tiden forandrer sig og at intet nogensinde vil blive som det var før? Og er det fordi at vi virkelig ønsker at være yngre igen, eller er det frygten for det ukendte der giver os lysten til at vende tilbage til de trygge rammer i fortiden? Er vi måske egentlig bare nervøse eller måske direkte angste for at se fremtiden i øjenene, hvor nødig vi end vil det?
For set fra den ene side er jeg glad for alt hvad jeg har opnået og fået ud af livet hvor jeg er nu. De bekendtskaber jeg har gjort mig, de ting jeg er blevet klogere på og de oplevelser jeg har haft. Det er jo ikke noget jeg er villig til at give fra mig, og det ville jeg jo være nødt til hvis jeg ville være den jeg var før det hele skete. Og set fra den anden side, føler jeg bare at det hele var bedre dengang selv uden alt hvad jeg har prøvet nu.
Men ligemeget hvordan man nu har det med følelsen af at livet stikker af lige for øjnene af én, så må man bare lære at tage det med som en del af livets process, for der er intet at gøre ved det. Man er som man nu engang er, skal vi ikke bare lære at acceptere det istedet for at prøve at være nogen vi ikke er?
02.10.2010
Jeg opdaterer bloggen ret tidligt idag, da jeg skal til min fætters fødselsdag her klokken 14, og jeg vil gerne nå at have det ordnet inden.
Langt om længe fik jeg igår aftes set bestselleren "Twilight" og jeg synes faktisk meget bedre om den end jeg ville have troet jeg ville gøre. Der ligger mange gode pointer og citater i den og derudover er det jo ikke nogen skam at sige at Robert Pattinson jo bestemt ikke er grim.
Jeg har tænkt min tanke om at være eller ikke at være, lidt videre og er kommet frem til flere løsningsforslag. Først tænkte jeg at hvis man nu er, så tænker og beslutter man, det gør man ikke hvis man ikke er. Så kan det være noget med at man skal tage stilling og beslutninger i livet, for ellers ville det ikke være noget værd? At man ikke bare skal lade livet glide passivt forbi og se de hele fra sidelinjen, men deltage og give livet værdi?
At tænke er at leve, at leve er at tænke.
Men det kunne også trækkes ud på et sidespor. Hvad nu hvis man ikke var? Ville man så vide at man ikke var eller ville man bare ikke være der? Hvordan kan mange mennesker gå og frygte døden, for vi ved ikke engang hvad livet er endnu, hvordan kan vi så vide at døden er så forfærdelig?
Måske er det at dø bare en ny begyndelse, starten på en rejse ud i et videre univers, et nyt håb for fremtiden? Jeg ved det ikke, og der er aldrig nogen der kan besvare det spørgsmål. Men man har sin frie ret til at tro, til at tænke.
Så jeg blev enig med mig selv om at en del af livet er at dø og en del af døden er livet.
"At være eller ikke at være" handler om passion og tilkendegivelse af sin egen person, sine egne veje, egne metoder og egne erfaringer.
Vi må lære at være glade for det vi har, istedet for evigt at stræbe mod noget som vi ikke kan få, såsom perfektion. Vi må lære at elske os selv og andre for dem vi og de er, for det er nu engang sådan de er og altid vil være. Vi må lære at tage vare på vort eget og andres liv. At behage os selv og andre med ting der er godt for begge parter. Livet er både godt og ondt, men det betyder ikke at den ene side må sejre. En blanding af godt og ondt, må give den rigtige dosering af liv.
Et eksempel er en glasur, ikke bestående af andet end flormelis og vand. For meget flormelis gør glasuren for tyk, for meget vand gør den for tynd. Man må lære at finde en balance mellem det for at kunne lave den perfekte glasur. Derudover ved jeg af erfaring at jo varmere vandet er, jo mere glans får glasuren.
Så den rette mængde godt, den rette mængde ondt og en god sjat varme hjerter, burde give det perfekte liv. Eller gør det? For hvad er perfekt?
Svaret er simpelt. Perfekt er når ting ikke kan blive bedre. Men det kan jo altid blive bedre, kan det ikke? Der vil altid være fejl, vi må bare lære at acceptere dem og elske dem istedet for enten at lade som om de ikke er der, eller prøve at gøre dem bedre.
Vi må lære at leve!
Langt om længe fik jeg igår aftes set bestselleren "Twilight" og jeg synes faktisk meget bedre om den end jeg ville have troet jeg ville gøre. Der ligger mange gode pointer og citater i den og derudover er det jo ikke nogen skam at sige at Robert Pattinson jo bestemt ikke er grim.
Jeg har tænkt min tanke om at være eller ikke at være, lidt videre og er kommet frem til flere løsningsforslag. Først tænkte jeg at hvis man nu er, så tænker og beslutter man, det gør man ikke hvis man ikke er. Så kan det være noget med at man skal tage stilling og beslutninger i livet, for ellers ville det ikke være noget værd? At man ikke bare skal lade livet glide passivt forbi og se de hele fra sidelinjen, men deltage og give livet værdi?
At tænke er at leve, at leve er at tænke.
Men det kunne også trækkes ud på et sidespor. Hvad nu hvis man ikke var? Ville man så vide at man ikke var eller ville man bare ikke være der? Hvordan kan mange mennesker gå og frygte døden, for vi ved ikke engang hvad livet er endnu, hvordan kan vi så vide at døden er så forfærdelig?
Måske er det at dø bare en ny begyndelse, starten på en rejse ud i et videre univers, et nyt håb for fremtiden? Jeg ved det ikke, og der er aldrig nogen der kan besvare det spørgsmål. Men man har sin frie ret til at tro, til at tænke.
Så jeg blev enig med mig selv om at en del af livet er at dø og en del af døden er livet.
"At være eller ikke at være" handler om passion og tilkendegivelse af sin egen person, sine egne veje, egne metoder og egne erfaringer.
Vi må lære at være glade for det vi har, istedet for evigt at stræbe mod noget som vi ikke kan få, såsom perfektion. Vi må lære at elske os selv og andre for dem vi og de er, for det er nu engang sådan de er og altid vil være. Vi må lære at tage vare på vort eget og andres liv. At behage os selv og andre med ting der er godt for begge parter. Livet er både godt og ondt, men det betyder ikke at den ene side må sejre. En blanding af godt og ondt, må give den rigtige dosering af liv.
Et eksempel er en glasur, ikke bestående af andet end flormelis og vand. For meget flormelis gør glasuren for tyk, for meget vand gør den for tynd. Man må lære at finde en balance mellem det for at kunne lave den perfekte glasur. Derudover ved jeg af erfaring at jo varmere vandet er, jo mere glans får glasuren.
Så den rette mængde godt, den rette mængde ondt og en god sjat varme hjerter, burde give det perfekte liv. Eller gør det? For hvad er perfekt?
Svaret er simpelt. Perfekt er når ting ikke kan blive bedre. Men det kan jo altid blive bedre, kan det ikke? Der vil altid være fejl, vi må bare lære at acceptere dem og elske dem istedet for enten at lade som om de ikke er der, eller prøve at gøre dem bedre.
Vi må lære at leve!
01.10.2010
Og så fik jeg ikke blogget igår, selvfølgelig. Der var bare lige så meget jeg skulle så her er der et dobbel update.
30.09.2010
Mange planer, meget der skulle nåes. Åben samtale på Augustenborg, gåtur og sidst ,men ikke mindst, drama. Herligt at se mange af de gamle hoveder igen. Dejligt mange kram. Men jeg var lidt for overgearet af træthed, skal tage den lidt mere med ro frem over.
01.10.2010
Sikke en masse 1 og 0-taller der var i det, puha. Hm, men det har været en OK dag, som startede med morgenvejning (sucks) og så bare gik over i en formiddag, som jeg sov det meste af væk, fordi jeg har sovet elendigt i nat. Så var det ud at handle med Mutti og så bare hjem. Vi overvejer så at dappe ind til det dér by.night i byen iaften, bare for at gøre det, fordi min søster ikke er hjemme alligevel.
Imorgen står det så på fætters fødselsdag og sådan, så det er fair nok.
Jeg har tænkt over et vigtigt spørgsmål idag. Jeg spillede trivial pursuit med et par piger på afdelingen igår og fik et spørgsmål der omhandlede spørgsmålet "At være, eller ikke at være." Hm, der må vel være en dybere mening med det? Enten er man eller også er man ikke, er en lidt for ukompliceret beskrivelse af det efter min mening. Den vil jeg lige få tænkt lidt mere over til imorgen.
Take care.
30.09.2010
Mange planer, meget der skulle nåes. Åben samtale på Augustenborg, gåtur og sidst ,men ikke mindst, drama. Herligt at se mange af de gamle hoveder igen. Dejligt mange kram. Men jeg var lidt for overgearet af træthed, skal tage den lidt mere med ro frem over.
01.10.2010
Sikke en masse 1 og 0-taller der var i det, puha. Hm, men det har været en OK dag, som startede med morgenvejning (sucks) og så bare gik over i en formiddag, som jeg sov det meste af væk, fordi jeg har sovet elendigt i nat. Så var det ud at handle med Mutti og så bare hjem. Vi overvejer så at dappe ind til det dér by.night i byen iaften, bare for at gøre det, fordi min søster ikke er hjemme alligevel.
Imorgen står det så på fætters fødselsdag og sådan, så det er fair nok.
Jeg har tænkt over et vigtigt spørgsmål idag. Jeg spillede trivial pursuit med et par piger på afdelingen igår og fik et spørgsmål der omhandlede spørgsmålet "At være, eller ikke at være." Hm, der må vel være en dybere mening med det? Enten er man eller også er man ikke, er en lidt for ukompliceret beskrivelse af det efter min mening. Den vil jeg lige få tænkt lidt mere over til imorgen.
Take care.
Abonner på:
Opslag (Atom)