30.12.2010

Egentlig er det alt for tidligt på dagen at blogge, der kan nå at ske så meget endnu, men jeg gør det nu, så jeg ikke glemmer at jeg idag har gjort en god gerning. Jeg elsker naturen og alle dens skabninger, inklusiv alle de små dyr der lever derude. Derfor har jeg idag, selvom jeg er skrækslagen for fugle, fyldt alle vores fuglehuse, og der er mange, med solsikkefrø og andre godter + at jeg har lagt hele hasselnødder ud til de egern som vi har gående.

Ja, jeg gik ud for at skyde et par billeder i sneen med mit elskede kamera, da jeg gik forbi en af foderhusene og så at det var helt tomt. Og ligesom at jeg har det meget svært ved at der er mennesker der sulter verdenen over, så kunne jeg ikke udholde tanken om en lille fugl der i sult og nød landede i fuglehuset og opdagede at der ikke var så meget som ét lille korn, som den kunne spise. Først beskyldte jeg mig selv for at være for godhjertet og sentimental, men jeg ved også at havde jeg ikke gjort det, så ville det have naget mig resten af dagen at jeg i egoisme var skyld i nogens/nogets nød.

Og allerede nu betaler det sig tilbage, da jeg nu blot behøver at se ud af min vindue for at møde synet af massevis af små fugle, som sidder og pikker frø ude i sneen. Jeg har indtil videre også fulgt hele to små egern, som har hentet nødder og nedgravet dem i sneen rundt omkring i vores have. Man kan da ikke være deprimeret over sådan en dejlig udsigt!

Men for tiden føler jeg faktisk at jeg nærmest svømmer i gode gerninger, da jeg så sent som igår købte 2 badehåndklæder fra Kræftens Beskyttelse, istedet for at vælge de andre som var billigere. For selvom disse håndklæder kostede 100 kr. stykket, vidste jeg inderst inde at 25 af kronerne, gik til en sag som jeg med glæde støtter. Til at udvide menneskets viden i kampen mod kræften. Til at prøve nye eksperimenter og komme små skridt tættere på hvordan at denne dødelige sygdom kan kureres. Jeg har selv mistet til kræften, og derfor føler man sig faktisk rigtig godt tilpas når man har været med til at hjælpe andre mennesker, så de måske slipper for at stå med samme tab som man selv gør.

Egentlig går jeg meget op i fred og velgørenhed. Jeg støtter WSPA, Kattens Værn, Kræftens Bekæmpelse, Røde Kors og Børnefonden så ofte jeg kan, for jeg kan sagtens undvære en sum penge! Jeg kan sagtens overleve ved at give 100 kroner til hver af disse organisationer om året! Og det giver mig en smule værdighed føler jeg, jeg får en meget bedre samvittighed med min egen person, når jeg ved at jeg gør mit for at hjælpe andre.
Jeg drømmer om engang at komme ud at rejse og arbejde som frivillig på et børnehjem i et land som Rumænien eller Afrika, for at føle at jeg kan gøre en forskel! Jeg har brug for at bekræfte mig selv i at man kan hvad man vil og at alle, selv de fattige og mindste, kan hjælpe med at gøre gavn på en eller anden måde!

Jeg vil ikke have til at stå på min gravsten at jeg var en egoistisk, nærrig og selvfed person, som aldrig ydede noget for andre, eller gav et bidrag hist og her!
Godt nok, kan der nok heller ikke stå så lang en tekst på en gravsten, men det er en principsag og jeg vil gøre mit til at verden bliver et bedre sted at leve.

Take Care.

29.12.2010

Så er der kun 2 reelle dage tilbage af 2010, det føles virkelig absurd.
Idag bliver nok en "Confessions of a Shop-a-holic" blog, men det skal der jo også være plads til. Jeg startede endelig idag med at begynde at pakke mine ting sammen til mit højskole ophold, det var på høje tid at komme igen. Da jeg så opdagede at jeg manglede en del praktiske ting, tog min mor og jeg ind til byen og jeg endte med at komme hjem med at hvad jeg manglede plus 2 bluser, stilletter og leggins! Hvor er det dog bare typisk mig, men jeg manglede jo alligevel tøj til nytår, så nu er det i det mindste på plads, så jeg ikke skal stresse over det.

Men på grund af alt pakkeriet ligner mit værelse et område der er blevet ramt af mindst én vejsidebombe. Der er ting, plastikposer, papirskilte og tøj over det hele og jeg kan knap nok holde ud af være herinde, men det er jo nok sådan at det skal være lige nu.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg ikke hvad at jeg skal blogge om idag, jeg er helt blank for idéer. Ikke andet end at jeg bare håber på en fed fest på fredag og at jeg ikke har taget på når jeg stiger på vægten imorgen, det er alt.

Så nu vil jeg ikke lukke mere ligegyldigt vrøvl ud.

Take Care.

28.12.2010

Åh, jeg er en glad person idag, trods kulde, arbejde og modgang i livet! Idag har jeg nemlig endelig taget mig sammen til at købe min lille baby, et Canon EOS 1000d spejlrefleks kamera! Og jeg kan slet ikke beskrive hvor glad at jeg er for det, selvom jeg næsten ikke har brugt det endnu, da det skal have en god og grundig opladning først... Jeg har levet alt for længe uden et kamera og følelsen af endelig at være i besiddelse af et, og så endda et godt et, er helt utrolig dejlig! Det næste stykke tid af mit liv bliver overfotograferet.

Udover det, har jeg endelig fået mine nytårsplaner på plads, hvilken fryd! Jeg skal til en fest hvor jeg ingen kender ud over min veninde Julie, som jeg synes er rigtig dejlig at være sammen med, det skal nok blive godt! Så er festen da fundet, så mangler jeg kun sko og tøj, gru og rædsel, jeg er nødt til ud at bruge penge igen... Men skidt, der er jo kun en nytårs fest én gang om året og jeg fik da en mindre sum penge i julegave, som ligeså godt kan gå til tøj, som til alt mulig andet junk. Så min nytårsaften er reddet, hurra! Jeg skal derudover ned og spise frokost hos nogen af mine forældres venner og deres børn på 13 og 10 nytårsdag, så det skal jo nok blive en god dag, når det kommer til stykket!

Og så er der jo også mit højskole ophold, der venter lige rundt om det nærmeste gadehjørne! Jeg skal starte på skolen kl. 14.00 d. 2 januar, så jeg har egentlig rygende travlt med at få pakket mit liv og tilbehør ned i kufferter og tasker. Det er ret svært at pakke til noget, som man aldrig har prøvet før, for man har ikke rigtig den mindste anelse om hvad man kommer til at behøve og endnu vigtigere, hvad man IKKE kommer til at behøve.

Men det skal nok gå, ellers må jeg jo slæbe endnu et læs med derop næste gang at jeg har været hjemme på weekend, suk.

Men lige nu føles det som om at mit liv kører på skinner på alle andre punkter end angående anoreksien, som bare forhindrer mig i alt. Den presser virkelig på for tiden og det er meget meget svært ikke at ty til at falde i igen med begge ben, men jeg kæmper virkelig for fuld skrald, for jo senere jeg gør noget, jo længere ud i det kommer jeg igen, og jeg har bare ikke lige overskud til endnu en indlæggelse allerede til sommer. For så får jeg da helt sikkert hospitals-kuller! Men jeg håber lidt på at efterhånden som alle de praktiske, sociale og hverdagsforløbende ting falder på plads, at jeg så får lidt ro i min hjerne til at kæmpe med anoreksien, for lige nu går jeg bestemt i de forkerte fodspor, det er helt sikkert.

Men skidt med sygdom, jeg er glad og det er det vigtigste for mig lige nu. Jeg taber mig måske en smule, men det går jo nok alt sammen i den sidste ende, og gør det ikke, ja så må jeg jo tage det derfra!

Take Care.
- Aida Pilakovic, I love you. <3

27.12.2010

Jeg er lige blevet enig med mig selv om at 'Der var engang en dreng, der fik en lillesøster med vinger' er en utrolig kreativ og ret så sød film. Men desværre sidder sangene fra den bare fast i hovedet, som hitnumre i radioen.

Idag har bare været endnu en dag på arbejdet, men jeg havde dog trods alt min bedste ven til at underholde mig, da han også gerne ville tjene en skilling eller 2. Så vi har stået hele dagen på et iskoldt lager og sorteret mobiltelefoner og har nu begge varige mén af det. Men vi havde det da meget hyggeligt når det kommer til stykket.

Vi har fået en vane med at skælde ud på hinanden, rent ironisk, men hvis nogen uinviede hørte os, ville de nok tro at vi var lige på nippet til at slå hinanden mere eller mindre ihjel. Men vi hygger os egentlig bare. Og det fik mig sådan til at tænke på, at hvor ville verden dog være et kedeligt sted hvis sarkasme og ironi ikke var til. Hvordan skulle man så være onde ved hinanden for sjov, smådrille hinanden eller bare bitche lidt sådan inbyrdes. Så ville der næsten mangle noget her i livet.
Mange mennesker har reglen med at man ikke må bruge ironi på børn under 12 år, men jeg vil altså, hvis jeg selv skal sige det, sige at jeg er opdraget med ironien i min hverdag. Og det har så gjort at jeg fuldstændig ignorerer den udskrevne regel, jeg bruger ironi selv på små børn og nej, det er ikke altid at de forstår det, men så lader jeg også være. Men det er bare en del af min humor og en del af den person jeg er, at være ironisk og sarkastisk.

Så længe leve ironi og sarkasme, for uden det ville verden godt nok være et kedeligt sted at leve!

Take Care.

26.12.2010

Og så vågner man som altid op til en snehvid jord. Forskellen på de andre morgener og idag, er bare at det idag også sner. Mere sne, det er jo lige det vi mangler. Lige et enkelt drys pulversne ovenpå vores meterhøje driver.

Imorgen da jeg vågnede kom jeg lige til at tænke på at det nærmest er lige om lidt, at det er nytårsdag og dermed også nytårsaften og det gik op for mig, at jeg stadig ikke har den mindste idé om hvor jeg skal tilbrige aftenen. Og jeg ved ikke, men jeg finder det en smule ensomt at skulle sidde hjemme sammen med mine forældre og min søster, se fyrværkeri klokken 00.00 og derefter gå i seng. Da jeg de sidste 2 år har været til fest, ville de nærmest være en slags tilbagegang at gå tilbage til at holde nytår herhjemme. Jeg tror desuden at jeg ville føle mig ekstremt deprimeret og da jeg allerede har haft en deprimerende juleaften, føler jeg ikke lige at jeg også vil starte det nye år, som bare har at blive bedre end dette år, men at sidde alene herhjemme. Der er grænser for hvor lavt man må gå, ikke i limbo, men i livet altså.

Heldigvis ved jeg dog, efter en smule Facebook-research, at jeg ikke er den eneste, som ingen planer har fået lavet endnu, det er da altid en lille opmuntring at jeg ikke er den eneste asociale person her i verden. Og ikke nok med at jeg er asocial, jeg er også bare ekstremt afholden, da jeg ikke føler at det lige er måden at invitere sig selv til andres fest og bare komme der og muligvis spolere deres aften. Jeg er måske næsten for afholden, jeg spørger jo ikke engang om de ville have noget imod at jeg dukkede op? Jeg er virkelig bare alt for ydmyg, for hvem ved, jeg ville måske endda sige nej hvis jeg blev inviteret i frygt for at de inviterede mig af medlidenhed?

Suk, men så næsten hellere være en asocial taber til en fest, end at sidde herhjemme og svælge sig i cola light og depression endnu en begivenhedsrig aften.

Og hvis jeg så endelig blev inviteret, hvad skulle jeg så tage på? Jeg kan ikke gå i kjole da alle folk så ville nedstirre mit fedtbjerg af en krop, bukser skal ligesom have en del 'pimp' for at være klar til fest, jeg har ikke andet end Converse sko og mit hår er som en ustyrlig plante der gror på mit hovede. Mine negle er ikke særlig pæne, jeg kan ikke tåle makeup og jeg drikker ikke. Suk, jeg er da en smule fiasko for tiden?

Egentlig ville det bare være fantastisk at kunne indtage alkohol, feste og føle en smule omsorg og tryghed på den aften, men heller ikke det kan jeg på grund af min medicin narkomani og min forstyrrede hjerne. Jeg er bare ikke i stand til at lade mig selv nyde noget som helst? Jeg ville bare gerne kunne slappe af og glemme alle problemerne ligesom alle andre engang imellem, men det kan jeg bare ikke, da jeg er sådan et nervevrag som jeg nu engang er...

Well, det ender sikkert med at jeg sidder herhjemme med de gamle og ser dårligt fjernsyn, kan I se hvor meget jeg ser frem til det? ...

Og hvor sner det da lige rimelig meget nu. Det er vanvittigt smukt at se på, men det er bare utrolig koldt. Hm, hvem ved, måske kan jeg bare håbe på at der kommer så meget at jeg sner inde og kan undskylde min asocialitet på den måde?

Take Care.

25.12.2010

Så er juleaften overstået og vores gæster har vendt deres næser hjemad. Hele min familie virker bare trætte og udkørte, hvilket er ret så upraktisk når jeg bare føler mig rastløs. Det er som om at min krop og mit hovede kører i tomgang idag, der er intet at give sig til og når det kommer til stykket, har jeg egentlig heller ikke lyst til at lave noget, det er kun for at få tiden til at gå. Normalt ville jeg nok været gået en tur for at rense tankerne, men idag er det simpelthen for koldt og sneen ligger meterhøj på alle plane overflader, så det er ikke lige det som lyster mest.

Hvert eneste år, påstår jeg det meste af året at jeg ikke kan lide jul, men når det så igen nærmer sig juletid, smider jeg alle mine fordomme og undskyldninger væk og prøver på at åbne op for juleglæden på ny. Og hvert år er det faktisk lykkedes for mig at komme i en form for julestemning og prøve at nyde december måned.
Det er først når juleaften kommer og man sidder der og gaverne under træet bliver delt ud at vemodigheden overtager mig og jeg på ny husker hvad mit had til julen skyldes.

For hvert eneste år når dette tidspunkt opstår, føler jeg mig atter så alene. Ikke et eneste års jul har jeg følt mig som noget særligt, at der var nogen et sted som bare ubetinget holdt af mig. Når jeg sidder og ser på min søster der åbner gave efter gave fra veninder og venner, min onkel og tante der med hinanden i hånden, ser nyforelsket på hinanden, mine forældre og bedsteforældre som jo begge også danner par, og jeg sidder bare der, et udskud, men ikke andre end sig selv i verden. Jeg kan bare sidde der og forsvinde i mængden, ganske som om at jeg slet ikke eksisterede. Jeg kan rejse mig og forlade rummet, uden at der er nogen der lægger mærke til det.

Og hvert år, når dette er hændt, husker jeg mig selv på hvorfor at jeg ikke bryder mig om julen og lover mig selv at blive ved med at holde det i tankerne, så jeg ikke igen året efter vil bygge en unyttig forhåbning op om at dette år, skal alt blive anderledes, dette år vil jeg føle rigtig glæde. For det er ikke hændt endnu, og jeg tvivler på at det kommer til at ske.
Så næste år, vil jeg igen forsøge at huske på hvad det er ved julen der nager mig, for jeg har ikke lyst til endnu et år, at ende med at ligge, grædende i min seng, alene i mørket klokken 00.30 julenat og ikke kunne sove. Det er bare en forkert måde at afslutte noget som jeg burde have fundet festligt.

Ikke nok med det, var jeg også utrolig plaget af min anoreksi igår aftes. Jeg spiste ikke én eneste pebernød, småkage, konfekt eller noget der bare lignede juleslik. Ikke engang én kartoffelchips kunne jeg spise under aftensmaden. Jeg drak bare en masse light sodavand for at fylde mig op og kunne se ud som om at jeg nød det hele.

Så julen er ikke min højtid, det er helt sikkert. Jeg er bare glad for at den endelig er overstået, så man kan komme tilbage til normale madvaner, hverdage og ingen glimmer over det hele.

Take Care.

24.12.2010 - Juleaftens dag

Så er dagen her, dagen som alle havde ventet på. Dagen hvor frelseren blev født for 2010 år siden, i en stald i Bethlehem. Dagen hvor glæde spredes og selv fjender holder fred med hinanden. Dagen hvor vi tilgiver og glemmer alt ondt som sker i verden og bare nyder at vi er til, sammen med familie og venner. Dagen hvor tusinder af børn sidder med julelys i øjnene ved træet glans og ser på alle gaverne derunder og håber at det er lige præcis hvad de har ønsket sig i år, som at der ligger der og venter på dem. Dagen hvor vi glemmer vore sorger og bare nyder livet og denne glædelige højtid.

Julen er hjerternes tid, så derfor valgte jeg også at starte dagen med at ønske meni nærmeste en rigtig glædelig jul og påminde dem om at de gør en forskel i mit liv.

Det eneste jeg har ønsket mig i år, er at mine kære verden over har det godt og vil komme godt ind i det nye år. At de alle vil huske på hvor meget de er værd og hvilken forskel de gør i en masse menneskers liv hver evig eneste dag.
Stod det til mig ville jeg gerne sørge for at alle mennesker verden over skulle have en aften der var værd at mindes imorgen, men det rækker mine evner desværre ikke til. Hvor end jeg gerne ville, er det ikke muligt for mig at redde hele verden og skabe fred overalt. Det er ikke muligt for mig at mætte alle verdens mennesker og tørre tårerne af deres kinder og fortælle dem at alt nok skal blive godt igen. Det er svært at overbevise et lille barn i Afrika om at alt nok skal blive godt igen, når der hverken er rent vand eller penge til mad. Det er svært i al sorgen at vende synsvinklen og bevare troen om at der er nogen, deroppe et sted, som passer på os og sørger for at livet går sin gang.

Det kan være svært at se meningen i at så mange mennesker skal dø af uhelbredelige sygdomme eller i tragiske uheld. Det kan være hårdt at forstå at nogen mennesker dør af fedme imens andre verden over, knap har mad til at overleve af. At nogen soler sig i penge og luksus og beklager sig over at internetforbindelsen er langsom og at Porschen ikke vil starte, imens andre ikke ønsker og håber på at end rent vand til endnu en dag og at vågne op næste morgen.

Det er hårdt at høre på at folk omkring en brokker sig over bagateller, når man selv har svært ved at klage, fordi at man nærmest føler sig skyldig over at der findes mennesker som ikke har det godt. Jeg klager ikke over mit liv, kun grundet af at jeg ved at der er nogen der har det meget værre end mig selv. Jeg får så ofte at vide at jeg ikke har det let og at jeg sætte urimeligt høje krav til mig selv, piner mig selv og virkelig ikke passer på mig selv og min krop, men jeg har svært ved at tage det alvorligt når jeg ved hvor store problemerne rundt om i verden er. Jeg har svært ved at beklage mig, det har jeg virkelig.

Det gør ondt helt i min sjæl og kan få mig til at græde, når jeg hører eller læser om de ting der sker på vores klode, sommetider synes jeg ikke at det er til at bære, og jeg ville så gerne kunne gøre noget. Men det kan jeg ikke, og det er meget meget svært for mig at acceptere. Derfor har jeg allerede nu, trods at jeg kun er 16 år henne i min levetid, besluttet mig at jeg vil have et job og en uddanelse hvor at jeg har mulighed for at gøre en forskel. Måske ikke en forskel der kan mærkes i hele verden, men bare nogen som kan gøre livet lettere for andre mennesker. Om det er et enkelt menneske som at jeg kan hjælpe, så er det ét menneske mindre her på Jorden som har det svært. Og jeg håber at jeg på den måde kan få opbygget noget livsmod eller selvtillid, som gør at jeg finder livet værdigt til at fortsætte det.

Så selvom det ikke er meget, vil jeg dog bede alle jer, der vil gøre en forskel, om ikke andet bare for mig, vil jeg gerne bede jer om at iaften ved midnatstid at bede en bøn for alle dem der har det svært, minde dem om at engle voger over dem og passer på dem. Fortælle dem at de ikke må opgive håbet og troen på livet og at der er noget som er værd at leve for. Hver enkelt hjælpsomt ord hjælper. Bare det at vide at du har bedt for mennesker, som du ikke kender navnene på, kun fordi at du er et godhjertet menneske, ville betyde meget for mennesker verdenen over. Derfor beder jeg kun om én ting: ben for dem der kæmper, ønsk for dem der håber og hjælp hvor du kan. Gør dit bedste og vær dig selv, du kan ikke gøre det bedre end det.

Jeg hvisker en bøn i nat for alle dem derude, der er helt uden håb. Alle er unikke og alle, selv dem som mange betragter som onde mennesker, fortjener en chance til, en ny start. Alle fortjener at være elsket og holdt om, om ikke andet så på denne glædens dag. Jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig jul, fyldt med glæde og varme i familiens og vennernes skød. Må lykken være med jer.

Take Care.

23.12.2010 - Lillejuleaftens dag

Juletræet med sin pynt, venter på at vi får begyndt...

Tja, vores juletræ venter nok bare på at blive hentet ind og få en fod og noget pynt. Det står stadig ude i vores stald, her på lillejuleaftens dag, uden nogen af delene. Et juletræ ser en smule trist ud, når det bare står der, helt alene. Men bare vent kære træ, inden længe kan du komme ind i varmen og få din stråleglans tilbage, blive smuk og værdig ligesom alle de andre træer rundt omkring i verden.

Men som sangen længere henne fortæller, dufter her brunt og brændt. Min mor er nemlig ved at for-stege anden som vi skal have til middag imorgen aften. Glögg, kager og konfekt står bare i deres dåser på hylderne og venter på at blive taget frem og sprede julestemning til enhver. Min søsters julekaldender erimod er ved at se en smule forsømt ud, med kun én enkelt lille pakke tilbage i. Den pakke, som hun har gået og ventet på at kunne åbne hele december, den pakke som for alvor fortæller at nu er det aftenen hvor det hele sker, d. 24 december, juleaften.

Og hvad laver man så ellers på en lillejuleaftens dag? Min har ikke været noget specielt, da jeg bare har været på arbejde for lige at tjene lidt penge inden juleaften. Men iaften skal julestemningen nok sprede sig lidt da vi både har tradition for at pynte træ, spise risengrød og se alle 24 afsnit af "The Julekalender" her i min familie. Uden det, er vi bare ikke rigtig klar til julen.

Her idag så jeg desuden at en af mine nære veninder, som jeg desværre ikke kender in real life, havde nævnt mig i sin blog. Hun havde nævnt mig som en fighter, én som hun var stolt af og støttede. Mig? En fighter? Kæmper jeg overhovedet med min anoreksi? Prøver jeg overhovedet at blive rask?

Svaret er jeg nødt til at være ærlig med, jeg lyver meget sjældent. Nej, jeg prøver ikke at komme af med min anoreksi, jeg prøver bare at lære at kontrollere den. Egentlig har jeg det fint med at have den ved min side, jeg vil bare ikke leve med at den skal kontrollere mit liv 100%. Den kan få lov at fylde cirka halvdelen, ikke mere. Jeg tror faktisk at jeg ville føle at der manglede noget af mig, hvis ikke jeg havde den. Jeg har nu levet med den i så lang tid, at jeg ikke kan huske hvordan det var at leve uden den og derfor tror jeg altid at den i en hvis grad vil være her. Og det har jeg det godt med, jeg er ikke flov over at være anorektiker.

Men ikke mere om spiseforstyrrelser, det er snart jul og alle bør være glade. Alle burde have glade mennesker, julemusik og lækker julemad omkring sig og ikke mindst en ordentlig dynge gaver under træet, som bare ligger og er ved at springe deres bånd i iver for at blive åbnet.

Så en rigtig glædelig lillejuleaften til jer alle.

Take Care.

22.12.2010

Well, i dag skulle jeg så have været i København og have besøgt min tante og min lille fætter og kusine, med pga. af sne og glatte veje, var vi desværre nødt til at aflyse det, da det ville være for riscikabelt at skulle og at køre i det vejr.

Så istedet valgte jeg at tage på arbejde, fantastisk alternativ, helt klart. Heldigvis kom min kære moder og hentede mig tidligt, så at jeg kunne komme ned og besøge 2 dejlige tøser, som jeg har været babysitter til siden de var kun 2 og 5 år gamle. Og da de idag er 7 og 10 år, er det i rimelig lang tid at jeg har passet dem, så de er nærmest som et par ekstra små søskende for mig. Det er efterhånden ved at være længe siden at jeg sidst havde set dem, og hvor var det herligt at se dem igen.

Derudover nåede jeg lige fordi min bedste veninde med hendes julegave, hvilket hun blev meget overrasket over. Men det er altid dejligt lige at se hende, så det gjorde kun dagen bedre. Så hvad der faktisk tegnede på at blive en ret elendig dag, blev forvandlet til noget godt stille og roligt. Sommetider må man bare springe ud i tingene, uden at have de store planer om hvad der skal ske.

Spontanitet kræver mod, men ofte betaler det sig tilbage, hvis man giver det en chance. Sommetider må man bare tage et valg, selvom man måske egentlig ikke rigtig føler for det, for det kan give pote og give en rigtig positiv oplevelse trods at man måske tror nogte helt andet. Man må presse sig selv, udfordre sig selv lidt en gang imellem, det er det som gør én stærkere og klogere. Ofte er det nemlig de små glæder som bare opstår uden planlæggelse som man husker aller tydligst eller som kommer til at betyde meget for én på et senere tidspunkt.

Nogen mennesker mener at alt der sker her i livet er tilfældigheder, at alt bare sker af sig selv og at alt sker ved et tilfælde. Det tror jeg ikke på. Jeg hælder mere til at tro på skæbnen, selvom det måske er en smule langt ude. Jeg tror at ens liv er planlagt på forhånd, ikke i detaljer, men sådan i det store hele. Og jeg tror på at man selv kan ændre på detaljerne, men at alt i alt, kan man ikke lave om på det som er forudbestemt. Jeg Tror på at mennesker som dør unge eller tragisk har en historie med at fortælle. At det som har forudbestemt det vil fortælle os noget, gøre os opmærksom på et eller andet helt indirekte. At der er en mening med alting, det er bare langt fra altid at den er lige til at se.

Sommetider sker der dog ting, som selv jeg ikke kan forstå. Små tilfældigheder, som man ikke tænker kan have været forudbestemt, men det tror jeg bare stadig. Lad os f.eks. tage at du møder en ven/veninde på en ferie du er på. Havde I ikke været præcis det samme sted, på præcis samme tid, så havde I aldrig lært hinanden at kende. Nu tænker du sikkert: Ha AM, der kan du selv se, en tilfældighed! Men nej. Jeg tror nemlig at det var skæbnebestemt at både hendes/hans og dine forældre havde fået forudbestemt at de begge skulle vælge lige netop dét sted, så I kunne mødes, I vidste det bare ikke.

Egentlig er det med skæbne noget underligt noget. For hvis man tror på det, er man bare nødt til at leve med de ting der sker, hvad end det så er. Selvfølgelig skal man stadig følge sit hjerte og gå sine egne veje, men man må også bare lære at hvis ting så går skævt, så var det allerede bestemt at det skulle gå som det gik, og så må man bare prøve noget andet istedet. Jeg tror på at jeg blev syg fordi at det skulle lære mig noget. Jeg tror at det er forudbestemt at jeg skal leve med min anoreksi resten af mit liv, for at lære at få kontrollen tilbage over mig selv og huske at holde fast i den, da jeg ellers bare vil ryge tilbage i anoreksiens kløer. Jeg tror at det er skæbnen at min forhenværende bedste veninde Marie skulle dø af kræft før at hun blev 15, for at vise at det kan ske for enhver, selv dem man mindst regner med at det sker for. For at jeg skulle testes, afprøve om jeg kunne bære et så stort et tab uden at fortælle det til noget. Uden at snakke om det. Og det kunne jeg, jeg kom igennem det, men det plager mig stadig den dag idag.

Så jeg tror ikke på tilfældighed. Jeg tror på fakta, videnskab og skæbnen.

"If a man is destined to drown,
he will drown even in a spoonful of water."
 

- Yiddish Proverb.

"It is good to have an end to journey towards,
but it is the journey that matters in the end."

- Ursula K. Le Guin.

"Every man has his own destiny:
the only imperative is to follow it, to accept it,
no matter where it leads him."

- Henry Miller.

Take Care.

21.12.2010

Idags dato har mange 1 og 2-taller egentlig. det slog mig først lige da jeg navngav bloggen, bare rolig, det er ikke noget som jeg har gået og spekuleret over hele dagen.

Idag har der været mange andre ting der fyldte mere i mit hovede, da jeg idag havde sidste dag på afdelingen og skulle sige farvel til mine kontaktpersoner og til de andre patienter. Hold da op, hvor er det hårdt at sige farvel til et personale der har været der gennem ild og vand for én i de sidste 8 måneder. Man har knyttet et specielt bånd til dem, fordi at de har set en både når man var glad og grinende, men også når man mest af alt havde lyst til at give det hele en ende.

Men det gik og trods mine tvivl, formåede jeg at lade være med at tude, sejr til mig. Nu skal jeg så bare til at forklare omverdenen at bare fordi at jeg ikke længere er indlagt, er jeg ikke rask. Jeg ved at jeg vil komme til at kæmpe med denne sygdom de næste mange år af mit liv, og den vil aldrig forsvinde helt fra mig. Men det kan jeg godt leve med, så det er de andres problem hvis ikke at de kan.

Men ellers gik idag rimelig smertefrit, da jeg brugte det meste af den på at spille et Hannah Montana spil på Nintendo Wii med min lillesøster. Så nu kan jeg størstedelen af de sange udenad, tag det som noget godt eller noget skidt, jeg har selv blandede følelser omkring det.

Men det var lige hvad det bliver til idag, i morgen bliver nok mere spændende, kan man da i hvertfald håbe på. Nu skal jeg nemlig have set Pyrus!

Take Care.

20.12.2010

OK, så er der 4 dage til juleaften. Udover det var det idag min anden sidste dag på afdelingen hvilket betød at jeg skulle tage afsked med både Elin (kontaktperson) og en af patienterne som jeg er kommet til at kunne lide, hun gør mig altid i godt humør.
Jeg havde en sidste åben samtale med min behandler, mor og Elin og den forløb uden problemer, selvom emnerne var rigtig hårde formåede jeg på et hængende hår at holde tårerne tilbage, tak Gud.

Det var straks sværere da jeg opdagede at jeg nu skulle have sagt farvel til Elin. Hun har været en af dem der har støttet mig allermest under min indlæggelse og sagt mange af de ting der vil komme til at følge mig fremover. Hun har prøvet at få mig med på troen med at ord skaber virkelighed, opfattet på den måde at ting bare skal siges ofte nok, og så til sidst begynder man at tro på dem.

Og jeg vil sige at på de gode dage virker det også, det er straks sværere på de dage hvor det hele bare er noget værre øv. Apropos øv, så har jeg holdt store-brokke-mig-for-sjov-over-alt-dag her i dag og det har faktisk været til ganske stor underholdning for både min mor og jeg selv. Jeg har nemlig den teori at hvis man bare én gang imellem har en dag hvor man brokker sig over selv de mindste ting, der generer én, så kan man holdes fra at brokke sig over alt muligt i hverdagen. Jeg er selv typen, der meget sjældent brokker mig over ting og hvis jeg gør, så har jeg virkelig en god grund til det.

Jeg er måske egentlig typen der bare lider i stilhed, for at sige det som det er. Selvom jeg til tider har lyst til at rive hovedet af min far, té mig som en tosset og være utrolig flabet, så gør jeg det ikke. Jeg klapper bare i og bliver ydmyg. Det er på den ene side en rigtig god ting at kunne, for når det gælder min far er de ovenstående 3 ting, kun ting som gør ham endnu mere rasende end han allerede kan blive i forvejen. Men så alligevel, det er lidt irriterende altid at være kendt som det gode barn, hende der ikke svarer igen og altid makker ret og er høflig, for sådan er hun nu engang opdraget.

Men hva, sådan er jeg nu bare. Jeg lyver og bander sjældent, jeg er aldrig flabet, sådan med mening, dvs. at ironisk flabethed ikke gælder, jeg svarer ikke igen, jeg ender altid med at give mig trods min utrolige stædighed og ja, tro  det eller ej, men jeg har en udsædvanlig tilstrækkelig tålmodighed. Jeg har vel det modsatte af en kort lunte, for hvis det virkelig er noget der er værd at vente på, kunne jeg vente for evigt. Så kom ikke og sig at jeg er hidsig, for det er vist det sidste jeg er.

Jeg er egentlig også meget sjældent sur, men tilgengæld er jeg virkelig, virkelig sur når det først bliver sat igang. Det er som om at jeg får helt umenneskelige kræfter når jeg er rasende, jeg får en voldsom lyst til bare at slå på noget eller nogen og bare skrige af mine lungers fulde kraft, men gør jeg det, nej. Det er jeg da for velopdragen og ydmyg til. Suk, det er hårdt at være venlig her i verden.

Take Care.

19.12.2010

Søndag = afslapning, sne og Krusmølle besøg.
Fik da endelig købt noget til at stille mine stearinlys på, da de nu har stået i min vindueskarm, urørt og stirret ondt på mig siden juni.

Så nu kan jeg endelig få ild i dem, hurra.
Derudover har jeg ikke rigtig lavet noget.

Take Care.

18.12.2010

Idag vågnede jeg op til en hvid verden. En verden hvor alt var dækket af et tyndt lag pulversne. Selv alle grene og kviste var dækket af glitrende rimfrost. Jeg elsker synet af skoven, når sneen langsomt daler ned og når himlen er så tyk og hvid af sne at himmel og jord går i ét.

Jeg valgte at gå en tur i skoven, trods den bidende kulde. Det var herligt at gå der og høre de frosne blade knase under fødderne og blive ramt af små snefnug i ansigtet, som smeltede langsomt på huden. Når man kiggede ned var det hvidt, når man kiggede op var det hvidt. Man kunne se massevis af spor både fra dyr og mennesker i sneen, så selv om jeg gik der kun i mit eget selskab, følte jeg mig ikke alene.

Jeg har endelig fået snakket med min mor og fået hende overtalt til at tage i kirke juleaften. Vi gjorde det ikke sidste år, da mit forslag om det blev nedstemt, men i år gav hun sig så og sagde at hvis det ville gøre mig glad, så kunne vi godt tage i kirke. Det er jeg utrolig glad for, for jeg føler at der mangler noget den dag, hvis ikke man har aflagt et besøg i kirken.
Som jeg så ofte har nævnt, synes jeg nemlig at det er helt ulogisk at kun være selvcentreret lige netop på denne dag, da det jo rent faktisk er Jesus Kristus' fødsel som vi fejrer.

Jeg er mange gange i år blevet spurgt om hvad jeg har af juleønsker i år, og jeg har alle gange haft meget svært ved at svare, da jeg ikke ønsker mig noget, sådan rigtigt. Jeg ønsker mig selvfølgelig et kamera, noget varmt tøj og en ny computer, men jeg ved at jeg pga. min families planlagte budget ikke fra noget af elektronikken og jeg vil helst frabede mig fra at andre mennesker køber mit tøj, da de næsten aldrig kan ramme min størrelse. Så derfor har min ønskeliste i år været tom for materielle ting.

Men da jeg så satte mig ned og tænkte over, hvad der kunne være det bedste der skete for mig her til jul, så kom jeg faktisk frem til et par ting, trods min tvivl. Jeg ønsker mig mest af alt at år 2011 bliver bedre end dette år har været. Dette år har været fyldt med sygehuse, tvang, gråd, sygdom, kampe og nedture, som jeg meget nødig ville gennemgå igen til næste år. Samtidig har dette år for mig været meget ensomt og koldt, og jeg har virkelig flere gange i år haft meget svært ved at finde livets værdi. Jeg mener dog at jeg for tiden kæmper for at finde den igen, jeg prøver virkelig at sætte pris på ting der gør mig glad og prøve at bevare humøret trods nedgange og svigt.

Jeg ønsker mig også et bevis. Et relativt bevis på at kærlighed eksisterer i min verden også. Jeg ønsker mig evnen til at kunne holde af et andet mennesker igen. Evnen til at kunne stole på at hvad andre fortæller mig er sandt, istedet for at jeg oppe i mit hovede skal forvrænge deres sætninger til negativt ladede kritikker af mig som person. Jeg håber på igen at kunne knytte mig til andre, skabe eller genskabe venskaber, som er forsvundet. Jeg ønsker at kunne gøre andre mennesker glade, blot ved dét at jeg er tilstede, i live eller bare er til. Jeg ønsker at nogen vil komme til at holde af mig, eller bare værdsætte den personlighed som jeg har gemt inderst inde.

Jeg vil så gerne have at nogen kan se ud over min syge side, mine fejl, mine alt for høje krav til mig selv og mine tvangs tanker. Jeg kan lige i øjeblikket kun drømme om at være elsket og det vil jeg ændre. For selv om jeg måske er elsket af nogen her på kloden, så er jeg i min nuværende tilstand ikke i stand til at tro på at det er en sandhed når jeg får det fortalt. Jeg er meget mistroisk, meget kristisk og alt for bange til at kunne leve et normalt liv.

Jeg ønsker mig en personlighed igen, ligesom Pinocchio ønsker jeg mig mest af alt at være et rigtigt menneske, med følelser, humor og livsglæde.

Take Care.

BONUS

Now here I am
And that one list
All I want for Christmas is a kiss
Now here I am
With just one wish
I hope it will come true
Let me spend my Christmas here with you...

17.12.2010

Idags blog bliver nok mere fakta end tanker, må jeg desværre indrømme. Jeg har virkelig følt mig nørdet idag og det værste er at jeg godt kan lide det.
Det hele startede ud med at jeg stod og ventede på bussen, som var forsinket. Og det skal lige nævnes at det idag har været overordentlig koldt i Sønderjylland! Jeg stod der i et ikke-vindtæt busskur og ventede i kulden, da jeg vil stryge en tot hår væk fra mit ansigt og jeg opdager at mit hår var helt stift, som om at jeg havde en overdosis hårlak i det. Men jeg kom frem til efter at have set nærmere på det, at det faktisk var frosset til is!

Hvordan kan det lade sig gøre, da mit hår var tørt? Jo ser du, jeg kom frem til at det var den naturlige fugtighed der var i luften plus dampen fra mine egne vejrtrækninger der havde gjort luften omkring mit hår fugtigt, så denne enorme kulde kunne fryse det til på få sekunder. Så det kan lade sig gøre, hvis der bare er minus 11 grader...

Senere blev jeg rigtig nørdet, da jeg sad i vores stue sammen med min 4 år yngre søster. Jeg sad og fingererede ved en kagedåse, fik den åbnet og så at der var 8 småkager tilbage i den. Jeg vendte bunden i vejret på den og dér stod: Mindst holdbar til d. 28.02.12. Det fik mig til at tænke på at hvis man nu skulle spise lidt kage hver dag, indtil den dato, hvor meget kage måtte man så spise hver dag. Så min søster og jeg fik fundet en lommeregner og begyndte at regne, og det så nogenlunde sådan her ud.

I år 2010 er der 14 dage tilbage, der er 365 dage i 2011, og fra d. 1 januar til d. 28 marts 2012 er der 67 dage. Så det var simpelt at lægge det sammen: 14 + 365 + 67 = 446 dage i alt.
Derefter måtte vi jo sige at 8 / 446 = 0,017 ; rundet op til 0,02. Så man må spise 0,02 kage hver dag indtil mindst holdbarheds datoen.
Men igen blev vi lidt ekstra nysgerrige, for hvor mange gram var det mon? Vi fandt derfor køkkenvægten og fik os vejet frem til at der var 22 gram kage tilbage i dåsen. Så 22 / 446 = 0,049 ; rundet op til 0,05 gram kage pr. dag blev det til.

Derefter tog vores logik så over og så at 0,05 gram kage ikke var særlig meget og at det nok ville svare til at man måtte slikke en enkelt gang på kagen hver dag. Det blev vi enige om var for ulækkert og at kagerne nok ville blive ret bløde med tiden, så vi opgav det med at få dem til at række så længe som vi kunne, satte bare låget på dåsen igen og glemte det igen.

Så hvis nogen derude var i tvivl om hvilke ting jeg til tider får mine dage til at gå med, så er det simpel hjerneudfordring som denne, som virkelig interesserer mig. Jeg elsker at gå og gruble over de underligste ting og jeg stoler udelukkende på ting, som kan bevises enten rent fysisk eller rent teoretisk. Det er nok den eneste grund til at jeg er skeptisk overfor rigtig mange ting, simpelthen fordi at jeg ikke kan se en logisk mening i det. Jeg har ofte siddet og prøvet at få regnestykket med jordens skabelse ifølge Biblen til at gå op, og jeg har bevist overfor mig selv at det er komplet umuligt at én person har kunnet skabe alt dette på seks dage. Og oveni ville det være en umulig opgave bare at tage en hviledag efter dette, da den menneskelige hjerne ville være overpåvirket af adrenalin af dette mirakel og derfor slet ikke være i stand til at kunne slappe af.Så det er grunden til at jeg tror på Big Bang og evolution og ikke at vor Herre skabte Jorden som vi lever på.

Det er også af samme grund at jeg elsker at se faktuelle film hvor man faktisk selv er nødt til at sætte sin egen hjerne lidt igang for at følge med i handlingen. Jeg har det super godt med at være nødt til at se en film 2 gange for at forstå den. Anden gang lægger du desuden mærke til mange flere detaljer end du gjorde første gang og du får faktisk mere ud af en film anden eller tredje gang du ser den, end du gjorde den første gang.

Dog vil jeg indrømme at film med en minimal handling og ikke den store realistik ikke er værd at se flere gange for at kunne forstå dem, men det er ofte de film man finder søde eller underholdende. Det er ganske få film, som jeg har set gennem mit liv, som jeg kun har set én gang. Der er kun én enkelt af de film, som jeg selv er i besiddelse af, som jeg har set kun én gang og det er udelukkende, fordi at handlingen er så urealistisk og kedelig at jeg aldrig tror at jeg kommer til at se den igen, nogensinde. Og hvis jeg alligevel gør, vil I helt sikkert få det at vide, da jeg så enten har haft den kedeligste dag i mit liv, eller at alle mine ting er brændt ned og at den var det eneste jeg havde tilbage, hvilket nok aldrig vil ske, da den er noget af det sidste jeg ville redde hvis mit hus skulle brænde ned.

Til sidst vil jeg lige tilføje at jeg har haft en udemærket dag, trods at der er mange ting der ramler lige for tiden. Jeg mødte lige min bedste ven inde i byen og han hader mig nu, fordi at jeg har købt en julegave til ham, hvilket jeg har mine fulde rettigheder til, Simon!

Så take care alle sammen, der er glat på vejene.

16.12.2010

Så er sidste gang til drama overstået. Det er virkelig underligt at jeg ikke længere skal ses med alle de herlige mennesker en gang i ugen længere. Jeg kommer til at savne det rigtig meget. Men i det mindste ventede jeg med at tude over det til at jeg kom hjem, men der kom tårerne så også i stor stil. Puha, det er hårdt at skulle forlade noget der fylder så meget i ens liv.

På tirsdag har jeg sidste dag på afdelingen, og det føles bare virkelig underligt. Bare sådan lige pludselig at skulle forlade de mennesker, som har været der for en i nødens stund i næsten 8 måneder. Hver eneste dag har jeg været derude, kunnet snakke med mine kontakt personer og få hjælp til de ting som var svære, og pludselig skal jeg til igen at stå på egne ben.

Også at skulle forlade de patienter som man er kommet til at holde så megte af bliver hårdt. Det bliver meget underligt at at have nogen omkring sig, som kæmper med lige så svære problemer som man selv gør, og som forstår hvorfor ting som virker helt basale, er svære.

Men jeg skal prøve at forholde mig positiv, trods at jeg er meget nervøs for hvordan at det hele skal komme til at gå fremover. Jeg må bare prøve ikke at tage sorgerne på forskud, og nyde at jeg føler mig mere klar til at leve igen, end jeg har været. Det er jo en positiv ting?

Drama timerne har virkelig givet mig meget. Det har givet mig så mange stærke bånd og så mange nye bekendtskaber, som jeg for alt i verden ikke ville undvære. Det giver mig en hel speciel form for velvære og accept. Det stiller ingen krav om hvordan at jeg skal være, eller hvad som at jeg skal gøre, for dér er jeg god nok som jeg er. Det er det eneste sted på jorden, hvor jeg ikke bare bliver dømt for sindssyg pga. min sygdom. Det eneste sted, hvor folk holder áf mig for den jeg er, anorektiker eller ej.

Når jeg tænker over det, har anoreksien givet mig rigtig meget. Den har vist mig, hvor små problemer, som rigtig mange finder store. For mig, er der ikke særlig mange ting i livet som jeg før fandt forfærdelige, som er et stort problem mere. Jeg er ligeglad med om regnen ødelægger mit hår, det er bare en frisure. Mennesker som synes at det er en katastrofe at deres makeup tværer ud, har virkelig et let liv. Når man har set døden i øjnene på så tæt hold, så skal der en del til at slå en ud.

Det har taget mig meget lang tid at kunne kalde mig selv syg, og jeg har stadig meget svært ved at forstå at jeg har en sygdom, som jeg kæmper med. For mig virker det mere som en livsstil, en helt naturlig del af det at leve. Jeg mener ikke at jeg er syg, jeg er bare anorektiker. Det er en del af min personlighed, og det vil nok altid lígge i mig. Jeg tror ikke at jeg nogensinde kommer ud af min anoreksi, jeg skal bare lære at leve med den under kontrol. Det gør ikke noget at jeg aldrig bliver fri af den, jeg tror ikke længere jeg ville føle mig hel uden den ved min side. Jeg skal bare lære ikke at lade den tage overhånd over mit liv, som den før har gjort.

Derudover har jeg ikke tænkt mig at gå og skamme mig over at have den. Det kommer der ikke noget positivt ud af hverken for mig selv, eller for andre. For hvis jeg skulle gå og prøve at skjule den hele tiden, finde på undskyldninger og bortforklaringer om, hvorfor jeg er som jeg er, så ville mit liv igen blive et spil af facader og løgne, og det er ikke hvad jeg er ude efter. Jeg vil bare gerne holdes af som jeg er, uden at blive dømt eller skræmme nogen væk. Jeg ER ikke min anoreksi, jeg er en person med følelser, humor og interesser, jeg har bare en ekstra side som jeg kæmper med. Jeg har mine regler og mine svagheder, og det må man bare tage med, det er sådan jeg er.

Så kald mig svag, fordi at jeg på forhånd siger at jeg aldrig bliver rask, kald mig sindssyg fordi at jeg ikke kan se at det er unormalt eller forkert at sulte sig selv eller undgå mig fordi at du synes at jeg ikke er helt normal. Jeg har ikke tænkt mig at tvinge nogen til at være sammen med mig imod deres vilje, jeg vil bare gerne accepteres som jeg er, og finde mennesker som jeg ved hvor jeg har henne og som jeg kan stole på. Som ser mig, for den jeg er, med og uden min anoreksi.

Jeg håber på at kunne få et liv efter anoreksien, det gør jeg virkelig. Men det er svært ikke at lade den tage over igen, den er så let at ty til når det hele er svært. Så jeg er glad for at de på afdelingen og til drama har hjulpen mig med at vinde bare en smule af livsgejsten tilbage, og jeg vil gøre hvad jeg kan for at prøve at holde fast i at det er værd at leve.

Take Care.

15.12.2010

Jeg kan slet ikke følge med, dagene render bare fra mig. Idag var det bare arbejde, og en masse køren i bus, så det har ikke været en særlig begivenhedsrig dag idag.

Jeg fik også lige bagt endnu en kage, denne gang til mit dramahold. Og selvfølgelig er vi så mange, at kagen skulle være helt enorm og vi havde ikke et fad der passede. Så min kære søster og jeg gik 2 km. i snevejr og minus 6 grader op i Brugsen for at hente en papkasse, til at lave et fad ud af. Og det kunne sagtens lade sig gøre!

Take Care.

14.12.2010

Så fik jeg da lidt af julesamvittighden på plads. Idag fik jeg bagt udstikskager med min søster og hendes veninde, og ja, det var da egentlig meget hyggeligt. Hvor er børn dog bare kreative, en fantasi, som er helt utilregneligt, hvor er det herligt.
Det skal lige nævnes at min mor er afhængig af udstiks-kageformer, og nej, jeg overdriver ikke ved at siger at hun har et sted mellem 100 og 200, det er helt utroligt så stor en samling hun har efterhånden, med alt fra elge til flyvemaskiner.

Jeg fik da også lige smækket en chokoladekage opskrift sammen i hovedet og bagt muffins, som skabte stor glæde, ved guitarholdet. Jeg følte mig lidt forpligtet til at have kage med da jeg jo stopper nu.

Hm, jeg har ikke så meget at sige idag andet end at jeg virkelig kraftigt overvejer at skaffe en ny bærbar computer der lever op til følgende krav:
1. Har alle taster.
2. Kan holde batteri længere en 1,5 time.
3. Ikke skriger langt væk af 2007.

4. Som er H U R T I G E R E.

Men efter som nudagens teknologi, burde det jo ikke være en særlig stor udfordring. Men det er mere pengene der kniber, jeg skal også have købt mit kamera til 2700,- dkr. og en computer koster i hvertfald 3000,- dkr. så jeg skal vist til at arbejde noget mere, hvilket jeg vil gøre i juleferien, yes.

Take Care.

12.12.2010

Så, idag er vi allerede halvvejs mod juleaften, den store danske, ædegilde-pakkeuddelings-aften. Og ja, det er i dybeste alvor at jeg skriver dette. For hvor mange danskere, eller andre, skænker vor frelser Jesus Kristus ret mange tanker på denne aften? Hvorfor er det lige at alle som er til stede til festen får en gave, når ham hvis fødsel vi fejrer, ikke får så meget som en skål ris alá mande i gave? Vi æder os store og tykke i småkager, æbleskiver, konfekt, and, sovs, kartofler, ris alá mande og chokolade, og bruger undskyldningen at det er iorden, fordi at det trods alt kun er jul én gang om året. Ja akkurat, der er faktisk kun én dag om året hvor vi rent faktisk BURDE fejre Jesus, men det gør vi ikke rigtig særlig meget ud af?

Jeg indrømmer at jeg ikke er særlig troende selv, men jeg ved også at jeg holder meget af at gå i kirke, synge salmer og ja, jeg har flere gange bedt til en højere enhed, hvem eller hvad det så end må være. Jeg tror på at Jesus har levet, om han var Guds søn lader jeg så andre om at besvare. Jeg tror på at der er en "person", muligvis bare en faktor et eller andet sted, der bestemmer hvad vores liv skal indebære, hvor, hvornår og hvordan det ender og slutter. Jeg tror på et eller andet plan at jeg er kristen, da jeg er både døbt og konfirmeret i den kristne tro. Jeg holder meget af vores religion, vores regler og bud, da jeg finder dem meget reelle i forhold til de bud og regler der er i så mange andre trosretninger.
Så selvom jeg langt fra beder nok, går nok i kirke eller takker Herren nok, så respekterer jeg hans navn og tror på at der er nogen derude et sted der sørger for at livet går sin gang, og holder øje med verden fra oven.


Men det ærgrer mig at julen er blevet så plastisk. Engang handlede julen da i det mindste om at se familien, hygge sig sammen, synge salmer og ting i den retning. Nu hører jeg ofte folk sige at det bedste ved julen er maden og gaverne. Jeg blev rigtig skuffet da min egen familie sidste år ikke gad at rejse sig fra glöggen for at tage i kirke, selvom det var det eneste ønske, udover en guitar, som jeg havde den jul. Jeg elsker at gå i kirke, akustikken, teksterne og stemningen kan stadig få de små hår til at rejse sig i nakken på mig. Jeg føler en hel unik følelse af tryghed i en kirke, og den er der ingen der kan tage fra mig. Jeg er i kirken trådt ind i Herrens hus og dér er der intet ondt der kan røre mig, lever jeg trygt i troen om. At jeg så bliver kørt over af en lastbil på vej hjem fra kirken igen, er en hel anden sag, jeg føler mig godt tilpas i en kirke.

Men alt handler for meget om materielle ting og alt for lidt om det indre. Det hele er om de store pakker, det største andelår, mandelgaver og sådanne ting. Jeg husker mine juleaftener som et lille barn, som meget mere hyggelige stunder, uden al den stress og jag, som man idag ikke kan undgå. Jeg vil når jeg engang selv bliver værten for en juleaften, sørge for at holde den så klassisk og umateriel som overhovedet muligt, uden at skuffe nogen som deltager. Jeg vil virkelig prøve at finde julens ånd dybt i mig selv, og lære at holde af denne højtid, mindes dens budskab og glæde mig for hvad jeg har, istedet for at ærgre mig over hvad jeg ikke har. Jeg vil sende tanker til dem som jeg har kær, dem som jeg er bekymrede for, og bede for dem til at det vil gå dem bedre i nærmeste fremtid, selvom de måske ikke får ligeså mange æbleskiver som andre.

Lige apropos æbleskiver... Hvorofr beholdt man navnet æbleskiver til denne "kage" efter at man holdt op med at fylde den med æbler? Den ligner jo ikke engang et æble, smager ikke af æble, eller har nogensinde set et æble. Jeg ved dog at det er muligt at købe æbleskiver MED æblefyld, men jeg ved også at de fleste ville rynke på næsen, hvis de pludselig fandt en mindre portion æblegrød inde i deres æbleskive.

Men sådan skal det måske være? Skal julen være falsk og hul, istedet for at være varm og hjerternes fest? Kom endelig med en kommentar, det ville kun glæde mig.

Take Care.

11.12.2010

Idags blog vil ikke blive en blog som alle andre. Idag vil min blog være noget helt andet. Min blog idag vil indeholde både tekst, tanker og muligvis en smule poesi. Men bedst af alt, vil denne blog være dedikeret til en ganske særlig person. En person der har givet mig så meget, og som betyder en verden for mig. En person som jeg vil give alt for og som jeg håber på at have ved min side resten af mine dage. Denne person er min bedste URL veninde, Aida Pilakovic.

Generelt:
Det første jeg faldt for ved hende, var hendes navn. Aida, det lyder som en engels navn, et navn som jeg aldrig før har kendt nogen der hed, før jeg fandt hende. Hendes udseende fik englestadiet endnu tættere på, hun er virkelig smuk. Den måde hendes øjne skinner på, kan få mig til at smile, kun ved et billede.
Jeg skrev til hende, og hun svarede. Jeg var helt høj, som havde jeg lige fixet. Efter det kørte det bare på skinner, vi skrev jævnligt sammen og jeg fandt ud af at hun er en virkelig stor støtte og er utrolig forstående og kærlig. Jeg faldt pladask, hun var en drømmeveninde.

Jeg tænker på hende hver dag, flere gange om dagen, og sommetider sidder jeg og genlæser vores samtaler, bare fordi at det gør følelsen af hendes nærvær stærkere. Jeg håber virkelig at få chancen til at have hende ved min side i det virkelige liv, ikke kun virtuelt. Kunne give hende et kram og fortælle hende hvor utrolig meget hun betyder for mig.

Mere personligt:
Aida min pige. Min kærlighed til dig kan ikke beskrives med ord, med en sang eller med en besked som denne skrevet i min blog. Jeg er ikke sikker på att jeg nogensinde, så længe jeg lever, vil være i stand til at fortælle dig hvor meget jeg holder af dig. Du har virkelig gjort en forskel i mit liv. Du giver mig lyst til livet, du får alt det svære til at se så ligegyldigt ud og din positive energi kan opbløde mit humør på selv den dårligste dag. Du er en grinende pige på min side når jeg er glad, en skulder når jeg er ked af det. Ja, du kan endda flippe ud med mig, når noget har pisset mig af. Du er der altid. Jeg ved at jeg altid kan skrive eller ringe til dig, jeg har virkelig stor tillid til dig. Derfor har jeg skrevet et digt, trods at mine poetiske evner ikke rækker særlig langt. Jeg har gjort det, fordi at jeg elsker dig.

Digt:

Your eyes are brighter than the brightest star
On the dark night sky
I can't find the words of how beautiful you are
You smile can make me fly

When I think of you I forget all the painI totally loose control
You are like a virus deep in my brain
You have my heart and soul

As long as you are by my side
I can't ask for more
If I was a vampire, it would be you I'd bite
Because you are the one I adore.

Take Care.
- especially you my dear, I can't live without you.

10.12.2010

Idag har faktisk været en god dag. Jeg har taget en vigtig beslutning. Jeg skal lære at acceptere verden som den er og prøve at få det bedst mulige ud af den tid jer lever. Jeg må prøve at lade være med at rakke så meget ned på mig selv og lære at tro på hvad dem omkring mig siger er rigtigt, istedet for altid at fortolke ting til noget negativt. Jeg må prøve at se livet fra en mere positiv vinkel og ikke at være så kristisk over for mig selv.

Jeg må holde op med at stille så høje krav til mig selv, som jeg på forhånd ved at jeg aldrig vil kunne leve op til. For det får jeg ikke andet end skuffelse og bedrøvethed ud af, jeg driver hele tiden mig selv længere ud i en ond cirkel, som er meget svær at bryde.

Jeg har idag bagt pebernødder med min mor og søster og jeg indrømmer, der gav min julestemning virkelig lyd fra sig. Jeg endte endda med at spise en pebernød, hvilket er første gang i over et år, at jeg har gjort det. Derefter så jeg både Pyrus og Tror Du På Julemanden, så nu er min julestemning bestemt i gear.

Derudover er der ikke mere end cirka 3 uger til at jeg skal starte på min ungdomshøjskole i Egå, og jeg er både spændt, men også en smule nervøs og bange.
Det gør mig ked af det at skulle forlade det fantastiske dramahold og det skønne guitar team, som jeg begge nyder at bruge min tid på. Men man må jo nogengange sige farvel til noget, for at få en ny oplevelse og jeg har tænkt mig at give det en chance.
Jeg håber virkelig at det kommer til at blive godt på højskolen, for jeg orker bare ikke at ryge ud af kontrol igen og skulle til at indlægges til sommer. Jeg vil bare have mit liv til at fungere nu.

Jeg har mennesker omkring mig der holder af mig som jeg er, og det skal jeg bare lære at acceptere. Jeg skal lære ikke at ville ændre mig selv hele tiden, tro på mig selv og tage imod ros når jeg får den, istedet for at ændre den til kritik.

Jeg skal lære at give slip på mine tvangshandlinger, min stramme rutiner og mine alt for forskruede idéer om hvordan det er bedst at leve sit liv. Størrelse og udseende, betyder jo slet ikke så meget. Jeg dømmer jo aldrig selv nogen på deres udseende eller størrelse? Persnligheden der skinner igennem betyder alt. Så jeg skal lære at være mig selv, finde ud af hvem jeg er og turde at vise det igen.

For lige nu ved jeg ikke hvem jeg er og det er der heller ingen andre der ved. Men jeg håber at dem som jeg holder af vil støtte og hjælpe mig med at finde ud af hvem jeg er, hvad jeg vil og hvor at jeg går hen herfra.

Take Care.

09.12.2010

Jeg kan ret godt lide drama og alle de mennesker dér, som betyder noget for mig. Dramatimerne har virkelig gjort en forskel i mit liv.
Dramafolk, jeg holder virkelig af at bruge tid med jer, I ved selv hvem I er og hvorfor at jeg holder af jer.

Tusind kys fra jeres AM, take care.

08.12.2010

3 ord:
FUCK. MY. LIFE.

07.12.2010

OK folks, klokken er 04.18, min forbindelse har været gået og derfor kunne jeg ikke komme på før nu, hvilket er alt alt for sent, da jeg skal op om cirka 2 timer. Jeg kan ikke rigtig tænke klart, så dette bliver et meget kort indlæg.

Idag var guitar timen ikke rigtig noget værd. Jeg har sjældent følt mig så alene og forladt som der. Inden da fik jeg da selvfølgelig også lige besøgt Tom, så det hele var egentlig lidt shit igår. Hvilket så resulterede i at jeg isolerede mig og gik tidligt i seng, great.

Jeg håber bare på at det bliver bedre den her næste dag, da jeg skal til KBH med min mor og jeg derfor nok først får blogget rimelig sent. Men alle må have en god dag, når det bliver lyst igen.

Take Care.

06.12.2010

Allerede 6. december, som tiden dog flyver afsted. Idag har været ligesom alle andre dage, kold og bare noget der skulle overståes. Der er ikke rigtig sket noget specielt, i hvertfald ikke i mit liv og derfor vil jeg ikke kede omverdenen med at fortælle om noget der er ligegyldigt.

Istedet vil jeg føre emnet over i noget, som jeg ofte tænker over, men egentlig aldrig har nævnt i nogen former for oplæg eller blog. Seksualitet.
Jeg sad netop idag og hørte et program på P1 om erotisk kapital, fortalt af Emilia van Hauen. I starten synes jeg bestemt at det var spild af tid at høre, men i mangel på bedre ting at tage sig til, begyndte jeg faktisk at lytte til hvad det var hun sagde. Hun snakkede rigtig meget om seksualitet.

Og derfor blev jeg igen påmindet af mit ofte vendte emne, hvordan ved man om man er til piger eller til drenge? Vælger man selv sin seksualitet eller er det bare noget som man er født med? Jeg har svært ved bare selv at træffe et valg, om hvordan jeg tror at det foregår.
Jeg har det meget svært med små piger der går og ævler løs om at nu er de biseksuelle. Det er lidt som om at det er blevet en trend at skulle fortælle om sin seksualitet og den fedeste er åbenbart at være biseksuel. Men søde venner, I er jo ikke biseksuelle fordi at I har kysset med en veninde/ven imens I var stang-bacardi.Jeg tror på at man skal udforske lidt af hvert, for at finde sin seksualitet. Ja, jeg har været kærester med en pige, fordi at det var det som at jeg følte for, og nej, jeg vil ikke udelukke muligheden for at det kunne hænde igen.

Lige nu er jeg så også på et stadie hvor jeg har lyst til at skråtte alle hankønsvæsner helt op, for de går mig virkelig på nerverne lige for tiden. Man aner ikke hvor man har dem henne og de er alle sammen så sexfikserede på et eller andet punkt at det er til at knække sig over. Nej, jeg er ikke feminist, bare træt af mænd. Piger derimod, er meget mere modne, sensitive og forstående, ja ofte kysser de endda bedre, det er bare som om at jeg er mere interesseret i piger sommetider og derfor har jeg selv konkluderet mig frem til at jeg muligvis er biseksuel. Jeg ved ikke om det er sandheden, eller om jeg bare eksperimenterer, det er ikke godt at vide.

Da jeg her for halvanden måned siden var til Lady GaGa koncert i Herning, som var en herlig dag med pigerne, glemte jeg helt at kigge på drenge. Jeg tog mig selv i flere gange at kigge på pigerne istedet. Der var så mange utrolig flotte piger, som bare så meget mere interessante ud end de drenge der var til stede. Jeg kan nu, hvor jeg tænker over det, ikke frmekalde ét eneste billede i mit hovede af en af de drenge jeg så til koncerten, men til gengæld kan jeg huske mange kvindelige ansigter fra den dag.

Jeg er ikke bleg for at give en pige en kompliment, ikke kun for hendes tøj for eksempel, men hvis jeg synes at hun har en flot krop, god røv eller smukke øjne, så siger jeg det gerne til hende. Selvfølgelig er det ikke alle man siger det til, man kan jo komme til at skræmme dem væk, men til dem der kender mig, som den jeg nu engang er, siger jeg hvad jeg godt kan lide ved dem. Jeg synes at blandt mine mange bekendtskaber, er der mindst ligeså mange lækre piger som der er lækre drenge, hvis ikke flere af hunkøn!

Jeg er ikke flov over at kysse en pige i ædru tilstand, røre ved en pige, hvis jeg føler at hun har det på samme måde. Og nej, jeg tror ikke at jeg er lesbisk, for når det kommer til stykket har jeg ikke haft et længerevarende forhold med en af samme køn endnu, og jeg synes stadig at der er noget helt specielt ved en drengekæreste, en bestemt slags tryghed og beskyttelse, som jeg aldrig har følt ved en pige før.

Lige omkring seksualitet, så har jeg aldrig nogensinde forstået folk med fobi for homoseksuelle, det vil sige homofober. Jeg forstår simpelthen ikke hvad det er, som der er så klamt ved at være sammen med en af samme køn. I mit hovede er kærlighed ikke mærket af hverken alder, udseende, fælles interesser eller køn. Så i min verden, er homofobi sort snak. Men der er en ting der næsten er værre end at være direkte homofob, og det er bare at være generelt lede med homoseksuelle. Eller at synes at lebiske er sexede, imens bøsser bare er ulækre. Det er simpelthen for langt ude, det er enten eller.

Jeg hørte lige i nyhederne i sidste uge at hver anden dreng mellem 13 og 16 år, ikke synes at det er i orden at være homoseksuel, imens at det er hver femte pige i samme aldersgruppe der ikke synes om det. Det viser bare, nu lyder jeg som en feminist igen, at piger har en meget større forståelse, for det at kunne acceptere mennesker som er anderledes, eller skiller sig ud på et eller andet plan. Men ofte kommer forståelsen ved mænd med alderen.

Et andet eksempel på samme er det med feminin udstråling. Dét at en mand ikke kan se hvornår en kvinde ser sexet ud, og hvornår at en kvinde ser billig ud er ret lige sammenligning. Vi kvinder kan sagtens se når en anden af hunkøn ser alt for løs ud på tråden, eller har en lidt for dyb kavalergang til lejligheden, hvorimod at mænd egentlig ofte synes at det er helt i orden. Så når det kommer til stykket er mænd bare mænd, og kvinder er bare kvinder, og sådan bør det efter min mening blive ved med at være.

Take Care.

05.12.2010

I can't feel anything. I can't feel the pain or how cold it is right now. The only thing that reminds that it is cold is the snow that is falling from above. I can't cry and I can't remeber how to smile. I'm just feeling empty. 

Sometimes I think that real love is a myth. That trust doesn't exist and that the word faith is only made for hurting us. I don't trust in anyone. Everytime I think I'm in love or that I love somebody for real, it always gets destroyed. That's the reason why I've chosen now to cancel all feelings, just shut down and be empty. It would be so much easier than this, always hurt, always alone.

Once again I'm left outside alone with nothing but a lost pride and a broken heart.

Ja, som I nok havde regnet ud, er jeg ikke særlig glad, men jeg er heller ikke ked af det egentlig. Jeg føler mig bare tom, fuldstændig bundløst tom. Intet var som jeg havde håbet, absolut intet. Jeg er ikke blevet andet end skuffet og udnyttet endnu engang. Lige nu sidder jeg bare og tænker over, hvor mange gange det mon er muligt at få sit hjerte knust? For hvis mit hjerte egentlig allerede var knust i forvejen, så kan det vel ikke være blevet knust igen? Eller også er det bare blevet knust endnu mere. Hm, i det tilfælde er mit hjerte nok omkring støv-stadiet nu.

Jeg troede endnelig at jeg havde fundet en der bare accepterede mine fejl, og ikke dømte mig for hvad jeg havde været igennem, men som bare kunne leve med at jeg var den jeg nu er og se igennem sygdom og ar, men nej. Endnu engang en person der bare viser falsk interesse, hvorefter det viser sig at det eneste folk var ude på, var sex. Jeg bliver gang på gang behandlet som noget materielt. Som om at jeg ikke er til for andet end at kunne tilfredsstille folk fysisk. Men hvem ved, jeg kan måske ikke tilfredsstille folk rent psykisk.

Hm, jeg er i hvertfald rimelig sikker på lige nu at jeg bliver en af dem der ender op som en gammel ensom dame, i en lille lejlighed med alt for mange katte. En af dem der går og taler med sig selv og forbander livet langt væk, men som alligevel bare bliver ved at med at søle i sin egen elendighed i stedet for bare at gøre en ende på det hele, ikke fordi man frygter døden, mere for ikke at komme til at gøre alle dem omkring skyldbetyngede eller kede af det.

Jeg hører bare ikke til nogen steder, deal with it or die.

Take Care.

04.12.2010

Idag er en glad, men også forvirrende dag. Jeg skal tilbringe min tid sammen med én person, som jeg holder meget af, men der er lidt problemer med at få det hele til at klappe. Men uanset hvad skal vi være sammen, lige nu er problemet bare hvor.

Indtil nu har jeg ikke lavet andet end at kommunikere med ham og spille det dejlig PS1 Spyro på min PS2. Jeg har virkelig ikke spillet det i en evighed, men jeg er faktisk stadig rimelig god til det, hvis jeg selv skal sige det.

Seriøst, hvor har jeg brugt meget af min liv på at spille det her Spyro, det er lidt utroligt. Jeg kan bruge flere timer på at gennemføre, hvorefter jeg reset'er playstationen og starter forfra. De fleste baner kan jeg ud af hovedet og ved hvor alle æggene ligger gemt henne, men det gør det bare ikke mindre sjovt. Jeg elsker det spil, jeg elsker den dårlige grafik, det elendige kamera og den ørehængende musik i det. Jeg elsker lydene der kommer ud af guldsmeden Sparx's mund når den "taler", jeg elsker hele konceptet i det. Jeg griner stadig over nogen af de drageunger der kommer ud af æggene, fordi de tér sig så skægt eller er så grimme.

Igår var dt endnu værre, jeg gik i selvsving over at lave familien Dursley og Harry Potter i Sims 2. Først var det bare familien, men da de blev ret så livagtige var jeg nødt til at få genskabt Ligustervænget 4, i min Sims 2 verden. Og helt ærligt, det blev faktisk meget bedre end jeg havde forventet. Jeg fik bygget et værelse under trappen til Harry, 2 soveværelser til Dudley og ja, en udestue som de har! Jeg var helt oppe at køre over mit selskabte mesterværk, da jeg opdager at min søster i det sidste kvarter har stået med åben mund og polypper og gloet på mig, lytter til mine underlige lyde og undret sig over, om vi mon virkelig er i familie.

Hun fik mig til at skrive under på at jeg var sær og at jeg ikke ville sige et ord om Harry Potter 2 timer frem, og jeg kan lige love jer for at det var hårdt ikke at nævne noget som helst om det der optager mit liv i så stor en grad.

Men ligeså snart at hun er taget afsted idag, flyver jeg direkte ind til hendes computer og fordyber mig i mit miniature Harry Potter univers, det er helt sikkert. Jeg kan slet ikke vente med at få Harry lavet voksen så han kan blive troldmand og blive gift med Ginny Weasley, som jeg også har lavet, hehe.

Men lige nu, vil jeg bare gå tilbage til at game Spyro og vente på at ham den sødeste, får svar fra sin lillesøster, så han kan komme hjem til mig, for det ville da bare være utrolig rart, skulle jeg mene!

Take Care.

03.12.2010

Fedt, idag har jeg så været til frisøren, og hun var bare elendig til at lytte til mig, så jeg kan ikke lide mit hår.

Jeg gider ikke at blogge idag, but I've promised to, so...

Har bare gamet Spyro med min søster, gået i koma over Harry Potter og mødt Finn på tanken, da min søster ville have slik, alt i alt en OK dag.

Ps. Grunden til at der som dato står d. 4 december, er fordi at klokken er over midnat, lige nu hvor jeg skriver denne blog.

Take Care.

02.12.2010

Dagen startede med at jeg vågnede op, meget forvirret, grundet af den drøm jeg lige havde været i. Jeg havde været i en iskold hal, fyldt med mennesker der sad på gulvet og græd. Der var helt mørkt, vi var taget til fange af Lord Voldemort. Sommetider prøvede var der en der prøvede at stikke af, men enten faldt de ud over de skarpe klipper eller også blev de henrettet af vagterne. Jeg ville også prøve at stikke af, så da Voldemort og vagterne vender næserne den anden vej, smutter jeg ud gennem porten. Det går super og jeg kommer uskadt over klipperne, lige indtil jeg løber omkring ind busk og styrter lige ind i maven på Professor Snape, nedtur. Så blev man lige udleveret til Lord Voldemort, der giver én en "Avada Kedavra" lige i ansigtet. Fedt nok, der vågnede jeg så lige.

Men derefter var dagen meget almindelig, med julestjerne fletning, julemusik og hyggesnak. Endelig tog jeg bussen, drama var nær. Åh, hvor havde jeg savnet alle de vidunderlige mennesker, som jeg omgås der én gang om ugen. Nogen mere end andre selvfølgelig, hehe.

Derefter stod det på julefrokost med inkluderet Bingo Banko i min lillesøsters klasse, hurra. En hel flok 12-årige der synes at jeg er vildt sej, fedt selskab. Jeg havde da også kun fortalt alle omkring mig, hvor sygt jeg ville owne alle de små børn og tage alle gaverne, men nej. Ikke en eneste lille sølle pakke vandt jeg, trods at jeg havde 2 plader med lykketallet, gøgl.

Men det var egentlig meget hyggeligt, de er nu søde nok, og man skulle jo ikke rydde op bagefter, så alt i alt var det bare fint!

Nu glæder jeg mig så bare til imorgen formiddag og til resten af imorgen er slut, så det kan blive weekend, nej ikke weekend, weekenden!

Oh, ja en ting var da godt nok lige noget gøgl idag, jeg nåede ikke at se Pyrus takket være Bingo Banko, hvor jeg intet vandt, fedt.

Take Care.

01.12.2010

Så blev det december endnu engang. Alle mennesker går helt i selvsving fordi at nu er julemåneden officielt startet. Personligt synes jeg ikke der er en særlig stor forskel på den 30. november og d. 1 december, men det er måske bare mig der er kedelig.
Jeg startede dagen som sædvanlig, en alt for kold tur gennem en masse sne, dække morgenbord, alt ånder fred og idyl, da det sker; 2 piger som jeg kender kommer gående, med NISSEHUE på. Jeg kunne have hængt mig selv, for hvor er nissehuer dog bare en af de grimmeste opfindelser i historien. En rød spids hat med en åndsvag hvis kugle på enden. Som om at en nisse gad og gå med noget så grimt, hvis de da fandtes.
Den eneste der ville blive glad for sådan en hue, var da husalfen Dobby fra Harry Potter, så den kunne blive fri af familien Malfoys kløer.

Nå, men da jeg var kommet mig over nissehue-episoden kom næste punkt. Dem jeg var sammen med begyndte at insistrere på at skulle bage julekager. Julekager?! Det er den allerførste dag i december måned, relax and take it easy. Desuden, så smagfulde er julekager heller ikke. de er tørre og har grimt pyntet glasur, da dem der laver dem aldrig gør det særlig pænt. Folk skulle se MINE julekager, de har stil og de er ikke i en så store mængder at der er dømt kvalme i flere uger efter.

Derudover skal mange mennesker have lært at man ikke skal "ønske" verden 'Glædelig 1. december'. Det er noget man gør til højtider, ikke bare fordi at det er december klodshoveder. Jeg går jo heller ikke rundt og ønsker folk 'Glædelig 17. august' fordi at det er d. 17. august vel, kom ind i kampen. Så dem der har ønsket mig det idag, har jeg bare ignoreret, for så led er jeg nemlig.

Men selvom julen allerede nu er ved at gøre mig sindssyg, så smutter jeg nu for at jeg trods mine julekvababbelser i dagens løb, har besluttet mig for at følge med i julekalenderen "Pyrus og Alletiders Eventyr" på TV2. Jeg kan godt lide Pyrus, det er ikke så kvalmende julet, det er lidt utraditionelt og ja, så er det egentlig også meget underholdende synes jeg.
Så hyg jer, jeg skal se hvad Pyrus, Mille og Molly finder på idag.

Take Care.