OK, så er der 4 dage til juleaften. Udover det var det idag min anden sidste dag på afdelingen hvilket betød at jeg skulle tage afsked med både Elin (kontaktperson) og en af patienterne som jeg er kommet til at kunne lide, hun gør mig altid i godt humør.
Jeg havde en sidste åben samtale med min behandler, mor og Elin og den forløb uden problemer, selvom emnerne var rigtig hårde formåede jeg på et hængende hår at holde tårerne tilbage, tak Gud.
Det var straks sværere da jeg opdagede at jeg nu skulle have sagt farvel til Elin. Hun har været en af dem der har støttet mig allermest under min indlæggelse og sagt mange af de ting der vil komme til at følge mig fremover. Hun har prøvet at få mig med på troen med at ord skaber virkelighed, opfattet på den måde at ting bare skal siges ofte nok, og så til sidst begynder man at tro på dem.
Og jeg vil sige at på de gode dage virker det også, det er straks sværere på de dage hvor det hele bare er noget værre øv. Apropos øv, så har jeg holdt store-brokke-mig-for-sjov-over-alt-dag her i dag og det har faktisk været til ganske stor underholdning for både min mor og jeg selv. Jeg har nemlig den teori at hvis man bare én gang imellem har en dag hvor man brokker sig over selv de mindste ting, der generer én, så kan man holdes fra at brokke sig over alt muligt i hverdagen. Jeg er selv typen, der meget sjældent brokker mig over ting og hvis jeg gør, så har jeg virkelig en god grund til det.
Jeg er måske egentlig typen der bare lider i stilhed, for at sige det som det er. Selvom jeg til tider har lyst til at rive hovedet af min far, té mig som en tosset og være utrolig flabet, så gør jeg det ikke. Jeg klapper bare i og bliver ydmyg. Det er på den ene side en rigtig god ting at kunne, for når det gælder min far er de ovenstående 3 ting, kun ting som gør ham endnu mere rasende end han allerede kan blive i forvejen. Men så alligevel, det er lidt irriterende altid at være kendt som det gode barn, hende der ikke svarer igen og altid makker ret og er høflig, for sådan er hun nu engang opdraget.
Men hva, sådan er jeg nu bare. Jeg lyver og bander sjældent, jeg er aldrig flabet, sådan med mening, dvs. at ironisk flabethed ikke gælder, jeg svarer ikke igen, jeg ender altid med at give mig trods min utrolige stædighed og ja, tro det eller ej, men jeg har en udsædvanlig tilstrækkelig tålmodighed. Jeg har vel det modsatte af en kort lunte, for hvis det virkelig er noget der er værd at vente på, kunne jeg vente for evigt. Så kom ikke og sig at jeg er hidsig, for det er vist det sidste jeg er.
Jeg er egentlig også meget sjældent sur, men tilgengæld er jeg virkelig, virkelig sur når det først bliver sat igang. Det er som om at jeg får helt umenneskelige kræfter når jeg er rasende, jeg får en voldsom lyst til bare at slå på noget eller nogen og bare skrige af mine lungers fulde kraft, men gør jeg det, nej. Det er jeg da for velopdragen og ydmyg til. Suk, det er hårdt at være venlig her i verden.
Take Care.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar