"The energy of the mind is the essence of life."

Jeg vågner op og ser at min hud er helt bleg. Mine øjne er røde og jeg kan mærke en borende smerte i overmundens tandkød. Jeg rejser mig fra gulvet hvorpå jeg sov og kigger mig i et knust spejl. Jeg ser på mig selv, jeg er blevet en vampyr og det samme er mine forældre og min søster. Min søster siger til mig at jeg skal se at få pakket, for ellers kan vi ikke nå at flygte. Mine tanker kredser, jeg tænker til det smerter i tindingerne, flygte fra hvad? Jeg kigger ud af det nærmeste vindue og kan se en stor glødende flænge i jorden, verden er ved at gå under.
Det kan ikke gå hurtigt nok med at komme væk, men der er ikke meget vi kan gøre. Vi er vampyrer, og det er stadig dag. Vi kan på ingen måde flygte i dagslyset. Jeg tøver et øjeblik, men løber alligevel ud i solens klare lys og da det rammer mig, mærker jeg en svidende, brændende fornemmelse overalt på min krop. Jeg ser på mine hænder, de begynder langsomt at forkulle. Min søster og far hiver mig ind i den lade vi bor i igen. Jeg falder hen i smerte.
Da jeg atter vågner, opfatter jeg at vi må have fat i en troldkvinde, som kan give os noget modgift på recept, så vi kan forblive vampyrer, men med evnen at kunne vandre omkring i dagslys. Men tiden er knap, jorden revner mere og mere for hvert minut og håbet er lille. Jeg hører et barn græde uden for vinduet.

"Imagination is more important than knowledge."

Jeg står på en gylden kornmark, der strækker sig så langt øjet rækker. Nogle få hundrede meter fra mig er der en lang grusvej. Landskabet bugter sig og langt bag mig, kan jeg se himlen og jorden blive ét i en lysende horisont. Det er højlys dag, en sensommerdag. Jeg kan dufte kornet, føle det mod mine håndflader når jeg tager skridt for skridt gennem kornmarken. Da jeg når ud på marken ser jeg en skikkelse komme nærmere. Da skikkelsen nærmer sig kan jeg ane at det er en ældre, for ikke at sige gammel mand. Han har en stråhat på og en stor papirparaply i sin venstre hånd. Han vinker til mig, jeg vinker igen. Han er nu så tæt på at jeg kan se at han er kineser. Lige da jeg sænker hånden fra at have vinket, hører jeg en lav motorlyd. Jeg drejer hovedet mod højre og ser en stor farvestrålende turistbus nærme sig os. Den er pyntet med blomster i alle verdens farver og skinner blankt i solens lys. Da bussen er næsten ud for os, hopper den ældre kineser pludseligt højt op i luften og begynder at jodle. Da han er omkring 10 meter over jorden, folder paraplyen sig ud og han svæver langtsomt mod jorden igen. I øjeblikket han rammer jorden holder han op med at jodle. Bussen er nu ude af syne, men inden der er gået lang tid kan jeg høre den nærme sig igen. Da den endnu engang passerer os, sker præcis det samme, dog flyver kineseren bare højere op i luften end før.
Da dette er sket omkring 20 gange, vender jeg mig og begynder at gå i modsat retning af vejen. Solen er ved at gå ned i horisonten og jeg kan høre latter og skrig.
Da ser jeg et mindre stråtækt hus et stykke fra mig, hvor en mindre fest er i gang. Jeg overhører samtalerne og finder frem til at den unge pige, der står i silkeundertøj og laver striptease på det lange middagsbord, tjener sine penge på den måde. Hun skylder en halv formue til en bagmand. Drengene der sidder ved bordet spiller poker. Hun prøver at være så tiltrækkende som muligt, for at de skal give hende penge, men drengene ænser hende slet ikke.
Pludselig rejser en af drengene sig op, løber over til mig og skubber mig. Jeg falder bagover og bliver ved med at falde og falde.

29.09.2010

Idag vil jeg tage et lille emne op, som jeg i den senere tid ofte har undret mig over.
Det er det med de såkaldte "stilarter", som forskellige mennesker følger. Jeg mener jo personligt ikke at du sådan kan "vælge" at følge en bestemt stilart, men at du er skabt til den, som du nu føler dig bedst tilpas i.
Ja, jeg ved godt at jeg selv har afprøvet en del stilarter, men se på mig? Jeg ender hver eneste gang tilbage i den samme halv-neutrale stilart, fordi det er den jeg holder af og føler mig bedst tilpas i!

Der er  ikke noget mere falskt i end at sige "uh, nu er jeg bare så meget scene-kid" eller "jeg er bare den vildeste poptøs". Så hellere sige at du synes at din stil er poppet, punk, rock, whatever you like.

Derudover har jeg en gruelig afsky for personer der mener at de kører en bestemt stil og så gør det virkelig virkelig... anderledes. Engang beundrede jeg cyber-goth stilen. Med alle de farver, alle de accesories, make-up'en, wauw.
Og nu ligner de fleste af dem bare en omgang, undskyld måden at sige det på, men en flok prostituerede iført en omgang regnbue opkast. Suk, hvad er verden dog idag.

Det vigtigste i livet er at leve det som den du rigtig er, som dig selv. Ikke noget med at gemme dig selv væk i udtryk og profiler. Og føler du dig utilfreds eller usikker med det måde du går klædt på eller er på, så afprøv en anden stilart, eksperimenter med det!
Men for den gode guds skyld, gør det IKKE bare fordi at du ønsker at være "scene kid" eller "cyber-goth". Studér din stil, find principperne og motiverne i den, ikke bare klæd dig i den.

Og husk altid at læse din stils signaler. Der er ikke mange der gerne vil opfattes, som en luder med grim make-up vel?

Take care.

28.09.2010 Bonus.

Jeg sad lige og tænkte over hvor mærkeligt det er, at jeg stort set hver evig eneste nat i de sidste 14 dage, har drømt mystiske drømme med kaotisk handling og forvirrende emner.
Jeg spurgte en tilknyttet psykolog ad, om hun vidste hvad det kunne skyldes og om det var noget jeg skulle blive ved med at gruble over, eller bare lade det falde til jorden.

Hun sagde til mig at det var sundt at drømme og at jeg skulle skrive dem ned, så i den sidste uge, når jeg er vågnet lige efter min drøm, har jeg grebet ud efter papir og skriveredskaber og kradset de vigtigste ting ned.

Og nu sidder jeg så her og kigger dem igennem, og jeg får stadig lige så lidt mening ud af dem, som jeg gjorde da jeg vågnede af drømmen.
Er det hvad man kalder et tomt råd? Det tror jeg vist lige at det er.

Ps. Drømmene vil blive lagt ind når jeg gider at skrive dem rent ned.

28.09.2010

Så fik hun endelig oprettet sig en blogspot.
Et sted at komme ud med alt hvad man skulle gå og tumle med i hverdagen. Et fristed til at løslade tanker, idéer og alt imellem.
Det første indlæg er altid det sværeste, hvordan skal idéen til indholdet løsrive sig fra de inderste celler i hjernen? Jeg ved det ikke, men jeg håber på at det komme med tiden. Klokken er lige nu 09.57 og jeg sidder på mit "værelse" på Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Augustenborg og skriver. Jeg skal være her hele dagen idag, - stygt. Men iaften står det heldigvis på hjemtur og guitar undervisning for første gang, hvilket jeg bestemt ser frem til. Men nok om det.


Bloggen her er åben for enhver der kunne være interesseret i at vide hvad der foregår i hovedet på en som mig, eller som bare mangler noget at fordrive tiden med. Selv elsker jeg at læse blogs.

Alle forslag til mulige blogindlæg, diskutioner, spørgsmål mellem himmel og jord, eller hvad der nu er, er velkomne, jeg er ikke bange for at tage større emner op.

Men jeg vil mene at det var nok for nu, nu vil jeg rode lidt rundt med designet på min blog, da det allerede eksisterende sikkert kun bliver noget midlertidigt.
Det kan være at der kommer et oplæg senere på dagen.