Åh, jeg er en glad person idag, trods kulde, arbejde og modgang i livet! Idag har jeg nemlig endelig taget mig sammen til at købe min lille baby, et Canon EOS 1000d spejlrefleks kamera! Og jeg kan slet ikke beskrive hvor glad at jeg er for det, selvom jeg næsten ikke har brugt det endnu, da det skal have en god og grundig opladning først... Jeg har levet alt for længe uden et kamera og følelsen af endelig at være i besiddelse af et, og så endda et godt et, er helt utrolig dejlig! Det næste stykke tid af mit liv bliver overfotograferet.
Udover det, har jeg endelig fået mine nytårsplaner på plads, hvilken fryd! Jeg skal til en fest hvor jeg ingen kender ud over min veninde Julie, som jeg synes er rigtig dejlig at være sammen med, det skal nok blive godt! Så er festen da fundet, så mangler jeg kun sko og tøj, gru og rædsel, jeg er nødt til ud at bruge penge igen... Men skidt, der er jo kun en nytårs fest én gang om året og jeg fik da en mindre sum penge i julegave, som ligeså godt kan gå til tøj, som til alt mulig andet junk. Så min nytårsaften er reddet, hurra! Jeg skal derudover ned og spise frokost hos nogen af mine forældres venner og deres børn på 13 og 10 nytårsdag, så det skal jo nok blive en god dag, når det kommer til stykket!
Og så er der jo også mit højskole ophold, der venter lige rundt om det nærmeste gadehjørne! Jeg skal starte på skolen kl. 14.00 d. 2 januar, så jeg har egentlig rygende travlt med at få pakket mit liv og tilbehør ned i kufferter og tasker. Det er ret svært at pakke til noget, som man aldrig har prøvet før, for man har ikke rigtig den mindste anelse om hvad man kommer til at behøve og endnu vigtigere, hvad man IKKE kommer til at behøve.
Men det skal nok gå, ellers må jeg jo slæbe endnu et læs med derop næste gang at jeg har været hjemme på weekend, suk.
Men lige nu føles det som om at mit liv kører på skinner på alle andre punkter end angående anoreksien, som bare forhindrer mig i alt. Den presser virkelig på for tiden og det er meget meget svært ikke at ty til at falde i igen med begge ben, men jeg kæmper virkelig for fuld skrald, for jo senere jeg gør noget, jo længere ud i det kommer jeg igen, og jeg har bare ikke lige overskud til endnu en indlæggelse allerede til sommer. For så får jeg da helt sikkert hospitals-kuller! Men jeg håber lidt på at efterhånden som alle de praktiske, sociale og hverdagsforløbende ting falder på plads, at jeg så får lidt ro i min hjerne til at kæmpe med anoreksien, for lige nu går jeg bestemt i de forkerte fodspor, det er helt sikkert.
Men skidt med sygdom, jeg er glad og det er det vigtigste for mig lige nu. Jeg taber mig måske en smule, men det går jo nok alt sammen i den sidste ende, og gør det ikke, ja så må jeg jo tage det derfra!
Take Care.
- Aida Pilakovic, I love you. <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar