Så er sidste gang til drama overstået. Det er virkelig underligt at jeg ikke længere skal ses med alle de herlige mennesker en gang i ugen længere. Jeg kommer til at savne det rigtig meget. Men i det mindste ventede jeg med at tude over det til at jeg kom hjem, men der kom tårerne så også i stor stil. Puha, det er hårdt at skulle forlade noget der fylder så meget i ens liv.
På tirsdag har jeg sidste dag på afdelingen, og det føles bare virkelig underligt. Bare sådan lige pludselig at skulle forlade de mennesker, som har været der for en i nødens stund i næsten 8 måneder. Hver eneste dag har jeg været derude, kunnet snakke med mine kontakt personer og få hjælp til de ting som var svære, og pludselig skal jeg til igen at stå på egne ben.
Også at skulle forlade de patienter som man er kommet til at holde så megte af bliver hårdt. Det bliver meget underligt at at have nogen omkring sig, som kæmper med lige så svære problemer som man selv gør, og som forstår hvorfor ting som virker helt basale, er svære.
Men jeg skal prøve at forholde mig positiv, trods at jeg er meget nervøs for hvordan at det hele skal komme til at gå fremover. Jeg må bare prøve ikke at tage sorgerne på forskud, og nyde at jeg føler mig mere klar til at leve igen, end jeg har været. Det er jo en positiv ting?
Drama timerne har virkelig givet mig meget. Det har givet mig så mange stærke bånd og så mange nye bekendtskaber, som jeg for alt i verden ikke ville undvære. Det giver mig en hel speciel form for velvære og accept. Det stiller ingen krav om hvordan at jeg skal være, eller hvad som at jeg skal gøre, for dér er jeg god nok som jeg er. Det er det eneste sted på jorden, hvor jeg ikke bare bliver dømt for sindssyg pga. min sygdom. Det eneste sted, hvor folk holder áf mig for den jeg er, anorektiker eller ej.
Når jeg tænker over det, har anoreksien givet mig rigtig meget. Den har vist mig, hvor små problemer, som rigtig mange finder store. For mig, er der ikke særlig mange ting i livet som jeg før fandt forfærdelige, som er et stort problem mere. Jeg er ligeglad med om regnen ødelægger mit hår, det er bare en frisure. Mennesker som synes at det er en katastrofe at deres makeup tværer ud, har virkelig et let liv. Når man har set døden i øjnene på så tæt hold, så skal der en del til at slå en ud.
Det har taget mig meget lang tid at kunne kalde mig selv syg, og jeg har stadig meget svært ved at forstå at jeg har en sygdom, som jeg kæmper med. For mig virker det mere som en livsstil, en helt naturlig del af det at leve. Jeg mener ikke at jeg er syg, jeg er bare anorektiker. Det er en del af min personlighed, og det vil nok altid lígge i mig. Jeg tror ikke at jeg nogensinde kommer ud af min anoreksi, jeg skal bare lære at leve med den under kontrol. Det gør ikke noget at jeg aldrig bliver fri af den, jeg tror ikke længere jeg ville føle mig hel uden den ved min side. Jeg skal bare lære ikke at lade den tage overhånd over mit liv, som den før har gjort.
Derudover har jeg ikke tænkt mig at gå og skamme mig over at have den. Det kommer der ikke noget positivt ud af hverken for mig selv, eller for andre. For hvis jeg skulle gå og prøve at skjule den hele tiden, finde på undskyldninger og bortforklaringer om, hvorfor jeg er som jeg er, så ville mit liv igen blive et spil af facader og løgne, og det er ikke hvad jeg er ude efter. Jeg vil bare gerne holdes af som jeg er, uden at blive dømt eller skræmme nogen væk. Jeg ER ikke min anoreksi, jeg er en person med følelser, humor og interesser, jeg har bare en ekstra side som jeg kæmper med. Jeg har mine regler og mine svagheder, og det må man bare tage med, det er sådan jeg er.
Så kald mig svag, fordi at jeg på forhånd siger at jeg aldrig bliver rask, kald mig sindssyg fordi at jeg ikke kan se at det er unormalt eller forkert at sulte sig selv eller undgå mig fordi at du synes at jeg ikke er helt normal. Jeg har ikke tænkt mig at tvinge nogen til at være sammen med mig imod deres vilje, jeg vil bare gerne accepteres som jeg er, og finde mennesker som jeg ved hvor jeg har henne og som jeg kan stole på. Som ser mig, for den jeg er, med og uden min anoreksi.
Jeg håber på at kunne få et liv efter anoreksien, det gør jeg virkelig. Men det er svært ikke at lade den tage over igen, den er så let at ty til når det hele er svært. Så jeg er glad for at de på afdelingen og til drama har hjulpen mig med at vinde bare en smule af livsgejsten tilbage, og jeg vil gøre hvad jeg kan for at prøve at holde fast i at det er værd at leve.
Take Care.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar