Så er juleaften overstået og vores gæster har vendt deres næser hjemad. Hele min familie virker bare trætte og udkørte, hvilket er ret så upraktisk når jeg bare føler mig rastløs. Det er som om at min krop og mit hovede kører i tomgang idag, der er intet at give sig til og når det kommer til stykket, har jeg egentlig heller ikke lyst til at lave noget, det er kun for at få tiden til at gå. Normalt ville jeg nok været gået en tur for at rense tankerne, men idag er det simpelthen for koldt og sneen ligger meterhøj på alle plane overflader, så det er ikke lige det som lyster mest.
Hvert eneste år, påstår jeg det meste af året at jeg ikke kan lide jul, men når det så igen nærmer sig juletid, smider jeg alle mine fordomme og undskyldninger væk og prøver på at åbne op for juleglæden på ny. Og hvert år er det faktisk lykkedes for mig at komme i en form for julestemning og prøve at nyde december måned.
Det er først når juleaften kommer og man sidder der og gaverne under træet bliver delt ud at vemodigheden overtager mig og jeg på ny husker hvad mit had til julen skyldes.
For hvert eneste år når dette tidspunkt opstår, føler jeg mig atter så alene. Ikke et eneste års jul har jeg følt mig som noget særligt, at der var nogen et sted som bare ubetinget holdt af mig. Når jeg sidder og ser på min søster der åbner gave efter gave fra veninder og venner, min onkel og tante der med hinanden i hånden, ser nyforelsket på hinanden, mine forældre og bedsteforældre som jo begge også danner par, og jeg sidder bare der, et udskud, men ikke andre end sig selv i verden. Jeg kan bare sidde der og forsvinde i mængden, ganske som om at jeg slet ikke eksisterede. Jeg kan rejse mig og forlade rummet, uden at der er nogen der lægger mærke til det.
Og hvert år, når dette er hændt, husker jeg mig selv på hvorfor at jeg ikke bryder mig om julen og lover mig selv at blive ved med at holde det i tankerne, så jeg ikke igen året efter vil bygge en unyttig forhåbning op om at dette år, skal alt blive anderledes, dette år vil jeg føle rigtig glæde. For det er ikke hændt endnu, og jeg tvivler på at det kommer til at ske.
Så næste år, vil jeg igen forsøge at huske på hvad det er ved julen der nager mig, for jeg har ikke lyst til endnu et år, at ende med at ligge, grædende i min seng, alene i mørket klokken 00.30 julenat og ikke kunne sove. Det er bare en forkert måde at afslutte noget som jeg burde have fundet festligt.
Ikke nok med det, var jeg også utrolig plaget af min anoreksi igår aftes. Jeg spiste ikke én eneste pebernød, småkage, konfekt eller noget der bare lignede juleslik. Ikke engang én kartoffelchips kunne jeg spise under aftensmaden. Jeg drak bare en masse light sodavand for at fylde mig op og kunne se ud som om at jeg nød det hele.
Så julen er ikke min højtid, det er helt sikkert. Jeg er bare glad for at den endelig er overstået, så man kan komme tilbage til normale madvaner, hverdage og ingen glimmer over det hele.
Take Care.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar