30.12.2010

Egentlig er det alt for tidligt på dagen at blogge, der kan nå at ske så meget endnu, men jeg gør det nu, så jeg ikke glemmer at jeg idag har gjort en god gerning. Jeg elsker naturen og alle dens skabninger, inklusiv alle de små dyr der lever derude. Derfor har jeg idag, selvom jeg er skrækslagen for fugle, fyldt alle vores fuglehuse, og der er mange, med solsikkefrø og andre godter + at jeg har lagt hele hasselnødder ud til de egern som vi har gående.

Ja, jeg gik ud for at skyde et par billeder i sneen med mit elskede kamera, da jeg gik forbi en af foderhusene og så at det var helt tomt. Og ligesom at jeg har det meget svært ved at der er mennesker der sulter verdenen over, så kunne jeg ikke udholde tanken om en lille fugl der i sult og nød landede i fuglehuset og opdagede at der ikke var så meget som ét lille korn, som den kunne spise. Først beskyldte jeg mig selv for at være for godhjertet og sentimental, men jeg ved også at havde jeg ikke gjort det, så ville det have naget mig resten af dagen at jeg i egoisme var skyld i nogens/nogets nød.

Og allerede nu betaler det sig tilbage, da jeg nu blot behøver at se ud af min vindue for at møde synet af massevis af små fugle, som sidder og pikker frø ude i sneen. Jeg har indtil videre også fulgt hele to små egern, som har hentet nødder og nedgravet dem i sneen rundt omkring i vores have. Man kan da ikke være deprimeret over sådan en dejlig udsigt!

Men for tiden føler jeg faktisk at jeg nærmest svømmer i gode gerninger, da jeg så sent som igår købte 2 badehåndklæder fra Kræftens Beskyttelse, istedet for at vælge de andre som var billigere. For selvom disse håndklæder kostede 100 kr. stykket, vidste jeg inderst inde at 25 af kronerne, gik til en sag som jeg med glæde støtter. Til at udvide menneskets viden i kampen mod kræften. Til at prøve nye eksperimenter og komme små skridt tættere på hvordan at denne dødelige sygdom kan kureres. Jeg har selv mistet til kræften, og derfor føler man sig faktisk rigtig godt tilpas når man har været med til at hjælpe andre mennesker, så de måske slipper for at stå med samme tab som man selv gør.

Egentlig går jeg meget op i fred og velgørenhed. Jeg støtter WSPA, Kattens Værn, Kræftens Bekæmpelse, Røde Kors og Børnefonden så ofte jeg kan, for jeg kan sagtens undvære en sum penge! Jeg kan sagtens overleve ved at give 100 kroner til hver af disse organisationer om året! Og det giver mig en smule værdighed føler jeg, jeg får en meget bedre samvittighed med min egen person, når jeg ved at jeg gør mit for at hjælpe andre.
Jeg drømmer om engang at komme ud at rejse og arbejde som frivillig på et børnehjem i et land som Rumænien eller Afrika, for at føle at jeg kan gøre en forskel! Jeg har brug for at bekræfte mig selv i at man kan hvad man vil og at alle, selv de fattige og mindste, kan hjælpe med at gøre gavn på en eller anden måde!

Jeg vil ikke have til at stå på min gravsten at jeg var en egoistisk, nærrig og selvfed person, som aldrig ydede noget for andre, eller gav et bidrag hist og her!
Godt nok, kan der nok heller ikke stå så lang en tekst på en gravsten, men det er en principsag og jeg vil gøre mit til at verden bliver et bedre sted at leve.

Take Care.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar