17.10.2010

Jeg har ikke fået skrevet i nogen dage nu, ikke fordi jeg ikke havde tid eller andre dårlige undskyldninger, jeg havde bare ikke noget at skrive om.

Men nu, lige nu og her, dukkede der et emne op. Jeg ved godt hvorfor det dukkede op, men det er ikke det der betyder noget lige nu.
Jeg har tænkt over, hvor længe er det lovligt at savne? Må man godt blive ved med at holde af personen og savne dem, selvom de er kommet videre? Hvad er det der gør det så svært at give slip og bare acceptere at det gik som det gik, og at det aldrig kan gøres om?
Det er så svært at glemme, når smerten i brystet er så stor at den får dig til at krybe skælvende sammen og lade tårerne flyde over. Når smerten fylder så meget i dig at du slet ikke kan stoppe tårestrømmen igen og du bare har lyst til at drive væk fra dig selv og forsvinde, blive til ingenting. Du har lyst til at give op, kaste dig til jorden og tigge om forladelse, bede om at blive elsket igen, holdt om igen. Du vil give alt, uden grænser overhovedet, for bare et blik, et smil eller bare et kram fra den det omhandler. Du er villig til at opgive alt for bare at glemme, for at miste det i din hukommelse der gør dig så ked af det. Men set fra andre øjne, betyder minderne alt for dig og du ville ikke leve foruden. Men hvad er gode minder værd, når de hver eneste gang du genopfrisker dem for dig selv, gør dig så ked af det at du ville ønske at de aldrig havde eksisteret?

Hvorfor skal vi have følelser, grine og græde? Det er det der gør os skrøbelige og svage, men samtidig det der gør os unikke og menneskelige. Selvom mage ofte ønsker at de var foruden følelser, så ville meget få undvære dem i praksis. Tanken om aldrig at kunne være glad, føle lykke eller bare grine igen, kan gøre mig helt sørgmodig.
Men ja, også jeg drømmer tit om at få hård hud på nerverne, at kunne glemme og komme over det der gør ondt hurtigst muligt. For det er hårdt at græde, hårdt at føle smerte i længere tid.

Men spørgsmålet er, hvor mange tårer er det tilladt at græde? Hvor meget saltvand har hvert menneske fået tildelt til et liv? Er der en grænse? For hvis der er, er jeg bange for at jeg ikke vil have mulighed for at græde i den sidste halvdel af mit liv.

Take care.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar