Som tiden dog går. Jeg fik ikke skrevet (igen) igår, typisk. Og ja, denne gang har jeg endda ikke en god undskyldning for ikke at gøre det, jeg fik det bare ikke gjort.
Jeg har ikke lavet særlig meget idag og har derfor kunne bruge meget af den på at tænke, hvilket jeg egentlig holder ret så meget af. Det er dog fantastisk at mennesket er skabt med en så filosofisk hjerne og så mange muligheder til at udnytte den, herligt!
Vindene har nu vendt mod nord og temperaturen er stille og roligt at droppe nedad. Bladene er begyndt at forvandles fra grønne til sprøde, varme orange og brune farver, som om at der har været nogen og suget en smule af livet ud af dem, dog med en hvis ynde. Når den kolde vind rammer træerne med sin hårde hånd, slår den det allersidste liv ud af dem og de daler med vinden mod jorden. På den golde jord ligger de i stakke og hvirvler rundt ved den mindste brise og laver derved en raslende lyd, som tusind bittesmå tap på et vindue. Det er ved at blive efterår og alle kan mærke det.
Jeg gik en tur i det blæsende vejr her i dag og mærkede den kølige vind blæse gennem mit hår. Jeg gik og tænkte på det år der snart og alligevel ikke så snart er til ende. Det er utroligt som tiden, som årene bare flyver fordi, næsten uden at man bemærker det. For ganske kort tid siden var jeg bare en lille pige uden andet end leg og fantasi gemt i hovedet og se mig nu. Næsten 16 år, alt for livsbevidst og alt for gennemtænkende. Barndommen er bare fløjet fordi mig, jeg har gået glip af den.
Da jeg var bare en smule yngre, begyndte jeg at synes at det var unyttigt at lege, jeg ville bare gerne være ældre, tage mere ansvar og få flere glæder ved et mere voksent liv. Og nu står jeg så her, med lysten til at lege, det eneste der mangler er evnen. Jeg har glemt hvordan man leger, hvordan man er lille. Jeg kan ikke huske hvordan man kunne få time efter time til at gå med ganske simple elementer.
Så spørgsmålet er, hvorfor vil man altid være noget andet end man er? Mennesker med naturlige krøller, ønsker naturlig glat hår og omvendt. Lave mennesker vil være højere og høje mennesker vil være lavere. Unge mennesker vil være ældre end de er, mens at vi jo ældre vi bliver bare ønsker at blive yngre igen. Hvorfor kan vi ikke bare acceptere livets gang, acceptere at alting hele tiden forandrer sig og at intet nogensinde vil blive som det var før? Og er det fordi at vi virkelig ønsker at være yngre igen, eller er det frygten for det ukendte der giver os lysten til at vende tilbage til de trygge rammer i fortiden? Er vi måske egentlig bare nervøse eller måske direkte angste for at se fremtiden i øjenene, hvor nødig vi end vil det?
For set fra den ene side er jeg glad for alt hvad jeg har opnået og fået ud af livet hvor jeg er nu. De bekendtskaber jeg har gjort mig, de ting jeg er blevet klogere på og de oplevelser jeg har haft. Det er jo ikke noget jeg er villig til at give fra mig, og det ville jeg jo være nødt til hvis jeg ville være den jeg var før det hele skete. Og set fra den anden side, føler jeg bare at det hele var bedre dengang selv uden alt hvad jeg har prøvet nu.
Men ligemeget hvordan man nu har det med følelsen af at livet stikker af lige for øjnene af én, så må man bare lære at tage det med som en del af livets process, for der er intet at gøre ved det. Man er som man nu engang er, skal vi ikke bare lære at acceptere det istedet for at prøve at være nogen vi ikke er?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar