Kender I det, med at føle sig alene blandt massevis af mennesker? At blive såret af en person som man virkelig stolede på? At føle at man ikke er noget værd overhovedet?
Jeg føler mig forladt lige nu. Helt igennem alene.
Et eller andet sted dybt inde ved jeg godt at jeg ikke er det, men jeg kan ikke overbevise min dæmon lige nu, idag tager den over og jeg kæmper ikke engang imod, lader den bare vinde.
Hvis jeg kunne ville jeg græde, jeg har lyst til at græde, men mine tårer er tørret ud. Jeg er ikke i fysisk stand til at græde. Og samtidig har jeg heller ikke lyst til at græde, for alle disse følelser, får det hele til at virke meningsløst. Selvom at det sårer mig og at jeg bliver ked af det, så kan det et eller andet sted være ligemeget, for jeg føler ikke rigtig noget. Tom for alt hvad der kunne tillade sig at kalde sig for følelser.
Dette indlæg, giver garanteret igen mening, men jeg skrev det bare. Jeg skrev det for at få mine frustrationer bare en smule ud, skrive ned hvordan at jeg har det lige i situationen, hvor mine følelser ikke er tilstede. Det kan være så svært at forklare rigtigt bagefter.
Lige nu, er alting ligemeget. Jeg savner bare et kram, at blive elsket.
Bare et tegn på at folk ikke er ligeglade når at ting brænder på, det er alt hvad jeg spørger efter.
Men som jeg nu er, forlanger jeg intet. Jeg har ingen krav til folk, jeg nøjes med at stille dem til mig selv og derefter hade mig selv for ikke at kunne leve op til dem.
What an emo post.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar