Kære mor

Jeg skriver dette her, fordi at jeg ved at du ikke kender min blog, så der er en meget minimal chance for at du nogensinde vil læse dette. Selvom at du siger at jeg ikke skal bekymre mig, så kan jeg ikke lade være. Jeg ved selvfølgelig at lægerne er dygtige og har styr på hvad de laver, men derfor skræmmer det mig alligevel. Der er altid en risiko for at det går galt, når man skal lægges i fuld narkose. Jeg er bange for at du ikke vågner igen, eller at noget går galt. Jeg kan ikke undvære dig nu, du er en af de eneste formål med livet for mig. Jeg kan ikke klare min kamp uden din støtte, dine kram og dine trøstende ord og ligemeget hvor meget til besvær du synes jeg er, hvor træt du er af mig eller hvor lidt du tror mine ord; så elsker jeg dig, for altid.

Held og lykke med operationen på fredag, jeg beder dig, vågn op og få det godt igen. <3