Igår drak jeg alkohol igen for første gang i meget lang tid. For første gang i år faktisk. Jeg havde indtil for få timer siden været ædru i 330 dage. Det er 7920 timer, også svarende til 475200 minutter. Det er egentlig ret lang tid. Og så i løbet af få timer blev det hele bare nulstillet. Den allerførste slurk alkohol spolerede min længerevarende ædru tilstand. Så lige nu er det 19 timer og 45 minutter siden jeg sidst drak alkohol, hvilket lyder lidt plat.
Men hvis jeg skal være ærlig, rager det mig ikke en høstblomst, for jeg havde virkelig en vidunderlig aften. Der er ikke mange mennesker som bare accepterer én, trods fejl og mangler.
Men jeg kender nogen der gør. De 3 mennesker, som jeg tilbragte min tid med igår og i nat, har virkelig givet mig noget helt særligt. Det er egentlig ikke nogen jeg har snakket særligt meget med før i tiden, men på meget kort tid er de kommet til at betyde rigtig meget for mig. Det her lyder lidt som en eller anden opblæst kærlighedserklæring, men det er det egentlig ikke. Det er bare noget jeg er nødt til at skrive. Det er med vilje at ingen navne bliver nævnt, ingen detaljer eller noget, det er bare helt neutralt, da jeg er ret sikker på at de 3 personer udemærket selv ved hvem de er.
Igår aftes følte jeg mig mere accepteret end jeg længe har gjort. Jeg følte virkelig at jeg var sammen med mennesker der holdt af mig og ville mig det bedste. Jeg følte mig levende, selv før vi startede med at indtage nogen former for alkohol.
Noget helt andet er at det i dag er den første søndag i advent. Jeg sidder i køkkenet med min computer og skriver dette, alt imens min mor står og varmer glögg. Hun har her i formiddag hængt det første julepynt op i stuen og hørt de første julesange med Celine Dion.
Glöggen i gryden får en duft af julestemning til at sprede sig i huset, det kan jeg godt lide. Udenfor daler en pulverhvid sne langsomt ned fra himlen i tunge fnug og mine far står ude i kulden og er ved at sætte elektriske lyskæder på de største af træerne i haven. Dette er en typisk start på julehyggen i min familie.
Og udover den gode stemning og de dejlige mennesker jeg har omkring mig, er der endnu en ting der føles helt speciel. Jeg har denne her boblende fornemmelse i maven, let til smil og bare et humør der ligger helt oppe i skyerne. Der er en person der giver mig sommerfugle i maven og farve i kinderne for tiden. Jeg kan mærke det i brystkassen når jeg skriver dette, mine hænder dirrer og jeg smiler for alle pengene. Ja, jeg er måske forelsket. Jeg ved det ikke, men jeg har en idé om det.
Så glædelig første advent allesammen, take care.
Ps. - jeg har tænkt mig at prøve at sørge for at blogge hver dag i december.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar