12.04.2011

Man skal opdatere sin blog når man har noget på hjerte, noget at skrive om, så indlægget ikke bare bliver en side fyldt med ligegyldige sætninger som svæver rundt i sin egen tomme atmosfære.
Lige nu er jeg ikke i humør til at blogge om noget godt, jeg vil hellere blogge om noget som er sandt og som går mig på lige nu. Jeg er ved at blive drevet til vanvid af at være indlagt her. Lige nu er der oven i købet rigtig mange patienter, så der er hele tiden samtaler, lyde og optaget personale, som stresser rundt som fluer i flasker. Jeg orker ikke at se på disse hvide vægge, disse smagløse møbler, og døde linoliumsgulve mere. Jeg orker ikke at indtage mere smagløst sødmælksyoghurt, flere åndsvage smørbrikker eller sidde ved bordet og blive overgloet af en grim, skriggul porcelæns-påskekylling, som evigt stirrer på mig med sit tomme dræbende blik. Jeg vil ikke svare på flere "Hvordan går det idag?"-spørgsmål, blive bestemt over og kontrolleret fra hoved til fødder hver eneste dag.

Jeg vil ikke have et åndssvagt papir-ugeskema til at skrive mine aftaler ned på og fortælle en eller anden pædogog/sygeplejerske/social og sundheds assistent om mine aftale fra tidlig morgen til sen aften, blive fortalt på hvilken måde det er bedst at jeg spiser en mandel eller skærer en skive rugbrød ud på.

JEG ER TRÆT AF DET.

Jeg vil bare hjem og være. Være i roen og trygheden, istedet for i dette stressende virvar af trampende skosåler, der løber op og ned af gangene, irriterede blikke når jeg har det skidt eller brudte aftaler, når de lige ændrer deres mening til hvordan at livet skal foregå. Jeg vil ikke være spærret inde bag disse tykke mure og dobbelte lag glas. Jeg vil ud!

Jeg har fra dagen jeg blev indlagt hårdnakket nægtet, at hænge plakater, billeder eller lignende op på mit "værelse" for det er ikke her jeg bor. Det her er ikke mit hjem, så derfor skal dette sted kun huse de mest nødvendige ejendele, som at jeg behøver for at kunne få en hverdag til at fungere rent praktisk. Jeg behøver ikke at gøre dette sted komfortabelt for at prøve at snyde mit sing frem til at dette ikke er et sygehus, for det er så klinisk som at det kan være. Jeg har et hjem og det er ikke her.

Lige nu er jeg virkelig irriteret på dette sted, på maden, personalet, behandlingsmetoden, lægerne, diætisterne, reglerne, rutinerne, aktiviteterne, samtalerne, alt hvad der vedrører dette sted. Jeg har brug for luft. Jeg kan ikke længere indånde denne aromatiske, kunstige "verden er tryg" luft, jeg har brug for ilt til at tænke, ilt til at leve. Jeg har brug for min frihed. Jeg bliver kvalt.

Jeg er i øjeblikket ligeglad med om jeg er rask eller syg, sund eller undervægtig, det siger mig intet. Jeg ved bare at jeg ikke vil være her mere. Luk mig ud i virkelighedens verden, må det briste eller bære, lad mig komme ud og opleve hvad der er bag disse tykke mure og kunstige rammer af sikkerhed. Jeg vil ud, ud, UD.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar