Så er mit besøg hos tandlægen overstået. Jeg havde ingen huller, men alligevel har jeg mest af alt lyst til at græde over resultatet. Det viser sig, hvilket jeg allerede havde en grim anelse om, at jeg har massive syreskader på de fleste af mine tænder grundet af min spiseforstyrrelse gennem de sidste 3 år. Tandlægen kiggede på mig med et medlidenheds-blik, da jeg nævnte årsagen til den voldsomme syrekontakt som mine tænder havde været udsat for.
Dette er blot en ud af tusindvis af ulemper ved en spiseforstyrrelse. Så til alle jer der kunne læse dette, få hjælp før at det er for sent. Kender du nogen som du er bekymrede for er ved at udvikle en spiseforstyrrelse, så snak med vedkommende, med en læge, med nogen! Sig noget i stedet for bare at ignorere det. Spørg ind til det, selvom at du måske er bange for at såre nogen. Jeg blev ikke spurgt, jeg levede i stilhed og udviklede dette mareridt, som jeg nu må leve med, både sygdommen og følgerne, resten af mit liv.
Nedsat immunforsvar, uregelmæssigt stofskifte, øget risiko for barnløshed, syreskadede tænder og spiserør, ofte rygsmerter, ødelagt hår, det er blot nogen af de ting, som kommer til at hjemsøge mig resten af mine dage. Jeg ville end ikke ønske dette skete for min værste fjende og jeg ville aldrig om jeg så fik muligheden, lægge denne byrde over på en anden persons skuldre. Det virker som en udvej, en hjælp, men det bliver en uundværlig ven ved din side, din bedste ven og dit værste mareridt, i en og samme person. Det overtager dit liv og ødelægger dig, med kun et formål: At slå dig ihjel. Du vil aldrig blive god nok til din spiseforstyrrelse, lige meget hvor hårdt du forsøger.
Og jeg kan love jer, det er ikke fedt at få at vide som knap 17-årig af sin tandlæge, at man allerede nu ligeså godt kan snakke med sin læge, om det er muligt at få tilskud af kommunen til porcelænsfacader til tænderne i fremtiden, når at du har en konstateret spiseforstyrrelse.
Denne sygdom vil være min byrde resten af mit liv og jeg må bare lære at leve med den på bedste vis. Jeg tror ikke at man nogensinde bliver hundrede procent rask og der vil ALTID være en høj risiko for at ryge tilbage i de gamle vaner.
Jeg står ud og indrømmer at jeg har en spiseforstyrrelse, jeg har været i behandling i halvandet år og jeg har stadig en spiseforstyrrelse og jeg slipper aldrig af med den.
Så for guds skyld, hjælp andre hvor du kan, før at flere ender ud i det som jeg er ude i, det er et vågent mareridt, et helvede på jord. Sig noget, og lad det ikke hvile i tavsheden. Bryd igennem og hjælp! Og husk at en spiseforstyrrelse er ikke noget man selv vælger at få, medmindre at man er helt overordentlig dum og syg i hovedet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar